Skænderi udviklede sig til knivstikkeri
En 25-årig mand fremstilles lørdag i grundlovsforhør efter knivstikkeri i Thisted.
Den 28-årige er uden for livsfare.
Foto: Flemming Christensen
To mænd på henholdsvis 25 og 28 år kom natten til lørdag op og skændes på Østerbakken i Thisted.
- Det udvikler sig så til, at den ene trækker en kniv og stikker den anden i maven, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj.
Det var den 28-årige, der blev stukket i maven og hastet til hospitalet i Aalborg. Han er dog uden for livsfare.
Den 25-årige, der førte kniven, brækkede muligvis hånden i forbindelse med slagsmålet. Det skriver Ritzau.
Han fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Herning lørdag, hvor en dommer skal tage stilling til, om han skal varetægtsfængsles.