Sigtet for at opgive falsk navn og gå med kniv: Kort efter løsladelse bankede han på politiets dør igen

En 17-årig mand endte med anholdelse og to sigtelser, fordi han ville undgå bøde i toget.

Politiet var på lidt af en jagt for at opspore en 17-årige, der kørte uden billet.
Politiet var på lidt af en jagt for at opspore en 17-årige, der kørte uden billet.
Foto: Flemming Christensen

Skive politi har været på lidt af et opsporingsarbejde, efter en 17-årige ung mand fra Middelfart opgav en anden mands identitet og derefter stak af.

Den 17-årige blev snuppet i et Arriva tog på vej mod Skive uden en billet, her oplyste manden både navn og cpr-nummer til kontrolløren, men noget stemte ikke. Derfor ringede kontrolløren til politiet.

Da patruljen nåede frem til Skive Station var den 17-årige dog allerede stukket af.

- Vi giver dog ikke op så let, så vi ringer til den person, han har opgivet, fortæller politiassistent ved Skive lokalpoliti Niels Bach.

Ikke første gang mit navn er blevet brugt.

Her fik politiet fat i anden ung mand fra Middelfart, en der intet havde med hændelsen i toget at gøre, men han har en god ide om hvem det kunne dreje sig om.

- Det er ikke første gang, at mit navn er blevet brugt til det her, fortæller han til politiet.

Han oplyste at den 17-årige har en søster, der bor på et bosted i Skive.

- Vi kører derud, og ved du hvem vi møder? Vi møder ham fyren fra toget, fortæller Niels Bach.

- Hvis han havde købt en billet for en halvtreller, så var intet af det her sket, siger Niels Bach, der er politiassistent ved Skive lokalpoliti.
- Hvis han havde købt en billet for en halvtreller, så var intet af det her sket, siger Niels Bach, der er politiassistent ved Skive lokalpoliti.
Foto: Janne Dalby Ewert, TV MIDTVEST og privatfoto. Redigering: Jens Svenning, TV MIDTVEST

Politiet anholdte herefter den unge mand, og i forbindelse med en kropsvisitation fandt de også en kniv på ham. 

Han blev derfor sigtet både for at bærer kniv i offentligt rum og for falsk anklage, da han ved at opgive en anden persons navn, har rejst en falsk anklage mod den angivet person.

Bankede på hos politiet

Efter et kort forhør blev den 17-årige sat på fri fod klokken 21.57 tirsdag aften - men kort tid efter var han tilbage på politistationen.

- Nu går virkeligheden jo op for ham, han kan jo ikke komme hjem, for der kører ikke flere toge, fortæller politiassistenten.

Derfor får den unge mand lov til igen at komme ind på politistationen, hvor han udstyret med en kop varm kaffe, fik lov at vente til klokken fire næste morgen, hvor han blev hentet af en værge.

- Således endte denne historie om en ungersvend, der tog med toget for at besøge sin søster, men kom hjem med to sigtelser i baglommen, slutter politiassistent Niels Bach så smukt.