Rekord kan blive presset i Skive

Ved weekendens indendørs-DM i atletik i Skive kan to suveræne topnavne for første gang se frem til at blive presset.

De store navne plejer at have det let til DM - men sådan bliver det ikke i år.
De store navne plejer at have det let til DM - men sådan bliver det ikke i år.

DM plejer at være ren opvisning for dansk atletiks største navne. Det gælder også, når danmarksmesterskaberne løber af stablen i Skive i weekenden, og det gælder i særdeleshed for blandt andre Andreas Martinsen og Andreas Bube, når de i weekenden stiller op på henholdsvis 60 meter hæk og 800 meter.
    
Men for OL-håbet Sara Slott Petersen og Nick Ekelund-Arenander ser tingene lidt anderledes ud i år.
    
De to sprintere er ubesejrede i Skive, der siden 2008 har dannet ramme om indendørs-DM, men i år må de kæmpe lidt ekstra for at bevare titlen.
    
For to uger siden mistede Sara Slott sin danske rekord på 200 meter, da 20-årige Mette Graversgaard ved landskampen i Växjö løb distancen i tiden 23,99 sekunder. Til daglig er Sara Slott og Graversgaard holdkammerater i Aarhus 1900.
    
Rekorden er grunden til, at Sara Slott nu bevæger sig ned i distance. Den skal tilbageerobres.
    
- Jeg lovede hende før landskampen, at hvis hun tog rekorden, som jeg forventede, hun gjorde, så skulle jeg stille op til DM på 200 meter. Så det gør jeg selvfølgelig - det bliver skægt, siger Sara Slott i en pressemeddelelse.
    
Sara Slott løb senest 200 meter indendørs ved DM for tre år siden. Nick Ekelund-Arenander sidder på den danske rekord på 400 meter både indendørs og udendørs.
    
Han er ligesom Sara Slott Petersen ubesejret i Skive med fire titler på 400 meter fra 2011-2015.
    
I 2014 fravalgte Nick Ekelund dog DM til fordel for de svenske mesterskaber, som han med dobbelt statsborgerskab er startberettiget til - og vandt.
    
En opkomling i skikkelse af den helt unge Benjamin Lobo Vedel har meldt sig ind i kampen.
    
I sommer vandt Benjamin Lobo Vedel guld ved junior-EM, og de to danske sprintere toppede samme sæson den nordiske rangliste med nøjagtig samme tid - 46,01 sekunder.
    
Det kan i bogstavelig forstand blive kamp til stregen, da man i modsætning til udendørs ikke løber på inddelt bane de sidste 200 meter.
    
Benjamin Vedel har trukket sig fra lørdagens 200 meter for at spare kræfterne til søndagens brag.
    
/ritzau/