En politibetjent fra Skive og hans forbindelser til højreekstremistiske miljøer skal undersøges af politiet. Det er avisen Politiken, der fortæller, at betjenten fra lokalpolitiet i Skive, angiveligt er medlem af det højreorienterede netværk - ORG. Det er dog i sig selv ikke ulovligt for en betjent at være medlem af et ekstremistisk, højreorienteret netværk. Alligevel vil politiet undersøge sagen.
- Vi har en intern undersøgelse mod betjenten i gang for at finde ud af, hvad han er medlem af, og om det i givet fald er foreneligt med hans arbejde i politiet, siger politiinspektør Ole Henriksen til TV/MIDT-VEST.
Betjenten var tilbage i 2006 anført som næstformand for Den Danske Forening - et forhold som Midt- og Vestjyllands Politi er bekendt med.