Politikampagne til unge i Skive: Mange ved ikke, at 'fiflen med fødselsdatoen' er strafbart

Flere unge ser sit snit til at 'snyde sig ældre' i nattelivet i Skive. Men mange ved ikke, at det er strafbart - og derfor var Skive Politi på en særlig mission på gymnasium i dag.

2:22
Der er sket en stigning i forsøg på brug af falsk ID - nu advarer politiet Skives unge
Foto: Mikkel Eskelund, TV MIDTVEST / Sarah Katrine Houe, TV MIDTVEST

- Der er mange, der gør det, sagde 17-årige Sofie Filtenborg. 

Hun går i 2. g. på Skive Handelsgymnasium og er på vej ind skolens auditorium til et foredrag. 

Hun er klar over, at det er ulovligt at "fifle" med fødselsdatoen på sin sygesikring, men alligevel har hun ofte hørt om problematikken. 

- Jeg tror, det vil være svært at opdage, at man gør det med sygesikringsbeviset, fordi der ikke er billede på, siger hun og veninden Maiken Søndergaard Torp enstemmigt. 

Sofie Filtenborg (tv) og Maiken Søndergaard Torp (th) er begge 17 år og går på Skive Handelsgymnasium.
Sofie Filtenborg (tv) og Maiken Søndergaard Torp (th) er begge 17 år og går på Skive Handelsgymnasium.
Foto: Mikkel Eskelund, TV MIDTVEST / Sarah Katrine Houe, TV MIDTVEST

Flere unge laver dokumentfalsk

Det er Lokalpolitiet i Skive og Skive Kommune, som står for kampagnen, som skal oplyse de unge om konsekvenserne for dokumentfalsk. I dag er det politikommisær Niels Bach fra som skal gøre de unge klogere. 

- Hvis vi ser i de tørre tal, har vi en stigning i unge, som forsøger at komme ind (på barer og diskoteker red.), og det er jo ikke godt. 

- Det er det, vi gerne vil have stoppet, inden det løber ud ad en forkert tangent. Vi ønsker dybest set ikke, at de unge skal have en blakket straffeattest, så derfor kommer vi nu med en fremstrakt hånd og siger ”lad nu være”, forklarer Niels Bach. 

Politikommissær Niels Bach håber, at foredragne kan forhindrer at problemet med dokumentfalsk bliver et vedvarende problem i Skive.
Politikommissær Niels Bach håber, at foredragne kan forhindrer at problemet med dokumentfalsk bliver et vedvarende problem i Skive.
Foto: Mikkel Eskelund, TV MIDTVEST / Sarah Katrine Houe, TV MIDTVEST

Han rejser i disse dage rundt til samtlige ungdomsuddannelser i kommunen, for at fortælle unge, at fiflen med fødselsdatoen kan give både bøde på 1000 kroner og fængselsstraf. 

Senest er en 17 årig pige fra Skive blevet idømt 10 dages betinget fængsel og 30 timers samfundstjeneste for at have redigeret et coronapas for at komme ind på Zwei Grosse Bier Bar i byen.  

- Hvis man fifler med sit pas, og retter sin fødselsdato, så ved man godt, at man har gjort noget forkert. Men det er ikke sikkert, man kender konsekvenserne af det. Det er det, vi gerne vil forebygge med det her, således at de unge er fuldt oplyst om problematikken i at gøre det, siger han.

Skræmt af foredrag - men klar til weekenden

Maiken Søndergaard Torp, som er 17 år og går i 2.g. på Skive Handelsgymnasium, var selv usikker på, hvad konsekvenserne for dokumentfalsk er, fortæller hun.

Men nu er hun sikker på én ting. 

- Jeg ville I hvert fald overhovedet ikke synes, at det er det værd. Så ville jeg meget hellere holde en fed privatfest for de 1000 kroner, siger hun. 

Og det er Sofie Granjean Filtenborg helt enig i. 

- Jeg synes, det var skræmmende at høre. Når man tager i byen, tænker man ikke over konsekvenserne ved det, og slet ikke, at man både kan få en plet på straffeattesten og en rigtig stor bøde for det. Jeg tror, jeg er blevet lidt skræmt af det, siger hun. 

De to 2.g'ere skal ikke forsøge sig i byen lige i næste weekend, men holder sig til en privatfest, forsikrer de. 

Niels Bach er til gengæld at finde i byens natteliv i weekenden, fortæller han. 

- Vi står klar i weekenden. Der har vi dels vores beredskab- og flexpatrulje i byen. Nu er de unge mennesker jo blevet informeret om det, så er det op til deres moral at vurdere, om det er det værd, men jeg er sikker på, at de efter i dag vil afstå fra det her. 

- Det er ikke ønskværdigt, at det er her, vi lægger vores ressourcer, så vi skal helst undgå, at det bliver til et vedvarende problem. Og hvis vi kan klare det med en dialog, så er det jo bare tommel op, siger Niels Bach. 

- Ud fra lytterskaren her, har jeg en fornemmelse af, at jeg har fået det ud af det, som jeg ønskede. At få spredt budskabet om konsekvenserne, sagde Niels Bach fra Lokalpolitet i Skive efter foredraget på Skive Handelsgymnasium.
- Ud fra lytterskaren her, har jeg en fornemmelse af, at jeg har fået det ud af det, som jeg ønskede. At få spredt budskabet om konsekvenserne, sagde Niels Bach fra Lokalpolitet i Skive efter foredraget på Skive Handelsgymnasium.
Foto: Mikkel Eskelund, TV MIDTVEST / Sarah Katrine Houe, TV MIDTVEST