Politiet var glade efter tur på Limfjorden

Politiet indledte weekenden med en maritim kontrol på Limfjorden. I alt blev 40 både og boards kontrolleret.

I alt kontrollerede politiet 40 både, SUP boards og jetski, men det var kun seks, der ikke havde styr på tingene.
I alt kontrollerede politiet 40 både, SUP boards og jetski, men det var kun seks, der ikke havde styr på tingene.
Foto: Sofie Kyed, TV MIDTVEST

Midt- og Vestjyllands Politi tilbragte fredag eftermiddag på Limfjorden. Her lavede de maritim kontrol af de mange både og boards, der havde begivet sig ud på vandet i det varme vejr.

- Vi var omkring Nykøbing Mors, Glyngøre, Skive og Sundsøre, fortæller Ole Vanghøj, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

I alt kontrollerede politiet 40 både, SUP boards og jetski, men det var kun seks, der ikke havde styr på tingene.

- Der var blandt andet to, der sejlede uden deres speedbådscertifikat, og så var der en, der slet ikke havde erhvervet et. Han får en bøde. Derudover var der nogle stykker, der havde glemt redningsvesten, siger Ole Vanghøj og minder om, at redningsvesten er et lovkrav, når man befinder sig på et SUP board.

Men trods et par bødeudskrivelser så var politiet ganske godt tilfreds oven på fredagens kontrol på Limfjorden.

- Der var mange både på vandet, men det var ikke mange, der var problemer med. Det synes jeg ikke, siger Ole Vanghøj.