Pensionister fordrevet fra bibliotek: - Vi larmede for meget
Nu har pensionisterne fundet et nyt lokale, hvor de kan give den gas med rockmusikken.
De plejede at mødes to timer hver onsdag på biblioteket i Skive for at dyrke deres fælles, store passion, men det fik en ende.
Måske fordi passionen er rockmusik.
- Vi fik at vide, at vi larmede lidt for meget, men så var det så heldigt, at vi kunne låne et lokale på musikskolen onsdag formiddag i stedet for, fortæller Kai Hammer med et stort smil.
Nu mødes Kai Hammer, Hans-Ole Brunsgaard og Palle Frederiksen derfor på musikskolen en gang om ugen for at spille sammen - og det går ikke stille for sig.
De spiller blandt andet sangen Bad Moon Rising og numre af Stones og The Beatles.
- Det er Rock. Man kan godt sige, at vi er gået i barndom, men det er bare rockens barndom, forklarer Palle Frederiksen.
De tre musikere er mellem 70 og 75 år, og de har efterhånden spillet sammen i nogle år.
- Palle og mig har gået i klasse sammen, så da vi havde 50 års skole jubilæum og skulle fejre det, blev vi enige om at give et par numre, og nu er Hans-Ole så også kommet med, han er min tidligere svoger, forklarer Kai Hammer.
Gigt fik betydning for instrument
De tre rockmusikere har kendt hinanden i mange år, og musik har haft en rolle i deres liv.
Palle Frederiksen har arbejdet som lærer på en specialskole, hvor der var meget musik. Hans-Ole Brunsgaard har spillet i flere bands og senere til kroballer i sin fritid, og Kai Hammer kan berette om en musikalsk ungdom i Hovedstaden.
- Jeg har spillet mange steder i København. Blandt andet i Nyhavn, på Lumskebugten og også på Christiania, fortæller han.
Nu er de pensionister og har tid til at dyrke musikken igen, men alderen fornægter sig ikke helt. Indtil videre har årene især sat spor hos Palle Frederiksen.
- Jeg har fået gigt i en finger, så jeg ikke længere kan bøje den. Det betyder, at jeg ikke kan spille guitar længere, men så er jeg bare gået over til bas, fortæller han.
For at droppe musikken er ikke på tale for de tre herrer.
- Det kan godt være, at gigt eller andre skavanker tvinger os til det på et tidspunkt, men det bliver aldrig interessen, der kommer til mangle, understreger Kai Hammer.
