Opskrift har været hemmelig i over 50 år: - Hvis I ser den, bliver vi nok nødt til at slå jer ihjel

Interessen for Pouls Julesild vokser og vokser.

3:44
Det har Poul Laursen (tv.), der har "opfundet" julesildene, som i dag sælges af Poul Kærgaard (th.).
Foto: Grafik: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

- Hvis I ser opskriften, bliver vi nok nødt til at slå jer ihjel. 

Truslen kommer fra den nuværende ejer af Pouls Julesild, og selvom de hårde ord bliver sagt med et stort smil, så fornemmer man alvoren. 

Opskriften blev faktisk allerede til sidst i 60'erne, hvor den blev udviklet af Poul Laursen, der er tidligere ejer af muslingeproducenten Limfjordskompagniet. 

- Jeg ville lave en sild, som var noget ud over det sædvanlige, og det lykkedes, fortæller manden bag opskriften.

Julegaveidé er blevet landsdækkende

Det var dog først i 90'erne, at den legendariske, røde spand, som sildene bliver solgt i i dag, blev sat i produktion. 

- Det var, fordi medarbejderne var godt trætte af at få fleecetrøjer i julegave, fortæller Bent Svenningsen, der har stået i spidsen for selve produktionen i alle årene. 

- Direktøren foreslog, at vi lavede en spand gode sild til medarbejderne i stedet, og så fik de det sammen med en flaske snaps.

Det skulle vise sig, at være en rigtig god ide med julesildene. Medarbejderne kunne lide dem. Det samme kunne naboer, familie og venner. Områdets købmænd hørte også om de gode sild, og snart kunne de købes i nogle få lokale butikker. 

- De hørte jo om dem, og der var flere, der var interesserede i at forhandle dem, siger Poul Laursen. 

Siden er det gået en vej, og hvert år til jul kan man nu købe Pouls Julesild i det meste af landet.

Poul overtog efter Poul

I 2013 solgte Poul Laursen sit hjertebarn. I dag er han over 80, men han kan stadig komme i tvivl om, hvorvidt det var den rigtige beslutning.

- Ja, jeg har nogle gange fortrudt, men altså, med den alder jeg har må det være sådan. 

Det hjalp dog lidt, at manden, han solgte til, har det helt rigtige navn - nemlig Poul. 

Poul Kærgaard er manden bag muslingefabrikken Vilsund Blue, men nu bliver der også lavet julesild på fabrikken tre uger hvert år. 

- Vi havde jo produceret dem for Poul Laursen i nogle år, så da han ville sælge, tænkte jeg: "Det er jo nogle gode sild." Så jeg købte konceptet, fortæller Poul Kærgaard.

Tryk "3" for silde-information

Hvert år i november begynder telefoner at ringe hos Vilsund Blue. Kunderne vil vide, hvornår årets julesild bliver frigivet. Så for at lette arbejdet på kontoret, kan man trykke "3" for information om silden. 

- Pouls julesild vil i år være i butikkerne i uge 48, fortæller damen på svareren. 

Tidspunktet er forskelligt fra år til år. Det ved Bent Svenningsen, som stadig er sildemester. 

- Det er ligesom med en ost. Den er klar, når den er klar og ikke før, forklarer han. 

Og faktisk er han ikke bare sildemester. Han er også opskriftens vogter - og det gør han godt.

- Den er så hemmelig, som den kan være, fortæller han - og stopper os venligt, men bestemt, når vi kommer for tæt på opskriften med vores kamera.