Obama kommer til Skive

Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama gæster Skive den 12. juni, hvor han skal tale ved et arrangement i Kulturcenter Skive.

1:00
Den tidligere amerikanske præsident, Barack Obama, gæster Skive til juni.
Foto: Paul Ellis /AFP/Ritzau Scanpix

Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama kommer til Skive, hvor ekspræsidenten er hovedattraktionen ved et arrangement i KulturCenter Skive den 12. juni. 

Arrangementet har navnet 'A Conversation with President Barack Obama', og kommer til at bestå af en tale og en Q&A del, hvor forskellige kan stille præsidenten spørgsmål.

- Det bliver uden tvivl et højdepunkt for Skive og Midt- og Vestjylland, siger borgmester Peder Christian Kirkegaard i en pressemeddelelse.

Obama skal ifølge arrangøren tale i kulturcenteret om iværksætteri og grøn omstilling. 

- Det passer jo sådan set ret godt ind i, hvordan vi ser på os selv, siger Knud Bjerre, der direktør i Kulturcenter Limfjord. 

Det bliver den første amerikanske præsident til nogensinde at gæste Skive Kommune, skriver de i meddelelsen. Men midt- og vestjyder, der gerne vil se den populære ekspræsident, skal både have råd og held i god behold. 

- Der bliver ikke billetter, man kan købe på Ticketmaster, siger Knud Bjerre. 

Det bliver i stedet et arrangement, hvor deltagerne skal inviteres på forhånd, før de kan få lov til at betale billetprisen. Ifølge pressemeddelelsen bliver publikum en blanding af erhvervsfolk, ledere og studerende. 

Obama besøger på turen to steder i Europa. Det ene er i Spanien og det andet sted er altså Skive, oplyser Knud Bjerre. 

- Skive har i årtier fokuseret på energiløsninger og har i den henseende været en drivkraft for udviklingen i regionen. Det er derfor en stor ære, at en af de mest markante personligheder ser potentialet i et besøg i Skive og dele sine visioner om blandt andet ledelse og iværksætteri med et grønt miljøfokus, siger borgmesteren i pressemeddelelsen.

Det er så vidt vides første gang en amerikansk præsident eller ekspræsident gæster landsdelen, men i 2014 gæstede den tidligere vicepræsident Al Gores Ringkøbing-Skjern Kommune. 

Ifølge direktør Knud Bjerre sker arrangementet 100 procent for KulturCenter Skives regning og risiko. Der er ingen kommunal medvirken til at stable besøget på benene.