Al Gore giver millionunderskud

Ringkøbing-Skjern Kommune havde for en måned siden besøg af forhenværende vicepræsident for USA, Al Gore, og det besøg endte med at koste kommunen 1,4 mio. kroner.

algore.jpg

Ringkøbing-Skjern Kommune er nu klar med regnskabet, efter at kommunen den 27. oktober havde besøg af forhenværende vicepræsident for USA, Al Gore. Det skete i forbindelse med et stort energipolitisk arrangement, hvor han talte for omkring 700 gæster. Men nu er regnskabet for besøget gjort op, og det viser et underskud på 1,4 mio. kroner.

- Vi vidste fra begyndelsen, at arrangementet kunne give underskud. Det er klart, at vi helst havde set et regnskab med et mindre underskud, men initiativet skal ses i et større perspektiv. Der er tale om et arrangement, der på flere parametre såsom PR-delen, i forhold til Energi2020 og i forhold til at skabe opmærksomhed hos både nuværende og potentielle samarbejdspartnere har været en succes. Men vi havde selvfølgelig gerne set endnu flere til det, der blev en rigtig god aften, siger borgmester Iver Enevoldsen.

I forsøget på at sælge flest mulige billetter har kommunen ud over egen arbejdskraft inddraget eksterne samarbejdspartnere både i forhold til rådgivning, markedsføring og det direkte virksomhedssalg.

- Vi må ærligt erkende, at vi er blevet overrasket over, hvor vanskeligt det var at få billetsalget i gang. Vi er lige nu ved at evaluere hele forløbet sammen med vores samarbejdspartnere, så vi får draget den rigtige lære af indsatsen, siger Iver Enevoldsen.

Ringkøbing-Skjern Kommune har fået foretaget en beregning af reklameværdien af besøget og deres Energi2020 kampagne fra maj til november. Det skulle ifølge kommunen havde givet omtale for 1,8 mio. kroner og derfor retfærdiggøre underskuddet.

- Værdien af mediernes omtale alene overgår underskuddet. Det er et træk på den lange bane, hvor det handler om at fremhæve vores områdes styrker, både for vores egne indbyggere og virksomheder, men i høj grad også for potentielle nye virksomheder, siger Iver Enevoldsen.

Af de 700 tilhørere til Al Gores tale var 300 studerende, som kommunen selv havde inviteret.

2:17
Billetsalget svigtede. Ringkøbing-Skjern kommune har tabt 1,4 millioner på Al Gore-arrangement