Nu er der delfin-garanti på Sundby Havn

En træskulptur af en delfin på Sundby Havn, skal være byens nye vartegn, for havnen vil forevige historien om Luca.

Det er savkunstneren Søren Brynjolf, der har været professionel kunstner i 28 år, som har fornøjelsen af at skabe delfinen Luca i træ.
Det er savkunstneren Søren Brynjolf, der har været professionel kunstner i 28 år, som har fornøjelsen af at skabe delfinen Luca i træ.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

- Hold kæft hvor er den flot, det er som om, at delfinen springer op af træstubben, det er helt vidunderligt.

Begejstringen kan næsten ingen ende tage for Lena Storm Andersen, når hun ser på træskulpturen, der snart ligner en delfin.

Den nye skulptur på havnen i Sundby på Mors skal nemlig forevige historien om delfinen Luca, der svømmede i havnen i knap seks måneder tilbage i 2020.

Dengang mødte Lena Storm Andersen ofte delfinen, når hun sejlede i sin kajak.

- Skulpturen skal minde os om alt det fine, den gav os, og minde os om at vi passe skal på havets dyr, siger hun.

70 år gammelt træ bliver til kunst

Det er en fond, der har doneret 16.000 kroner til, at havnen får lavet træskulpturen, og det er den professionelle savkunstner Søren Brynjolf, der har fornøjelsen af at lave en hyldest til delfinen Luca.

- Det er ikke bare en delfin, jeg skal lave, men det er en delfin, som rigtig mange har et personligt forhold til, siger han.

Inden han startede med at skære delfinen, var det et 70 år gammelt stikagran-træ på omkring 150 kilo, og for at det kunne blive til kunst, skulle der det rigtige udstyr til.

- Det er særligt vigtigt at have en sav med en spids på, så man kan lave alle detaljerne, forklarer Søren Brynjolf.

Ifølge formanden for Sundby Mors Havn Peter Hougaard Nielsen er historien om delfinen Luca vigtig for havnen.

- Det var et stort vendepunkt for vores havn, altså vi havde lige haft et stort nedbrud af havnen, og nu var den kommet på af køre igen, og så fik vi delfinen. Så vi fik den gode historie, og nu vil historien leve videre på en rigtig god måde med skulpturen, siger formanden.

Se eller gense afsnittet om Lena og delfinen Luca ved at klikke nedenfor.