Nedlukningen har gjort Maja doven – nu skal hun 'gå jorden rundt' med sin klasse

Børn og unge har bevæget sig for lidt under vinterens nedlukning. Det gør de nu noget ved på Skive College, hvor eleverne skal gå jorden rundt.

2:13
Maja Fleuth Damgaard skal sammen med sine medstuderende bevæge sig mere.

På Skive College har gymnasieeleverne ligesom de fleste andre børn og unge siddet for stille her under vinterens nedlukning. 

Maja Fleuth Damsgaard går i 2.g på HHX-linien på Skive College. Hun har også mærket, hvordan coronanedlukningen har gjort hende mere inaktiv. 

- Generelt synes jeg, at jeg er blevet meget mere doven, og jeg har en tendens til at ligge meget i min seng i forhold til hvad jeg gjorde før, siger Maja Fleuth Damgaard. 

Men nu skal sengen skiftes ud med syvmilestøvlerne. 

Over tre uger skal Maja sammen med elever og lærere fra Skive College nemlig gå og løbe, hvad der svarer til jorden rundt. Det betyder, at alle i gennemsnit skal gå 5000 skridt om dagen.

- Jeg tænker, det er et rigtig godt initiativ, for jeg tror også, det er, fordi der er et konkurrence element, så man går lidt mere op i det, siger Maja Fleuth Damgaard. 

Nedlukningen har gjort børn inaktive 

Ni ud af ti børn har bevæget sig for lidt under vinterens nedlukning.

Anbefalingerne er, at de skal røre sig 60 minutter om dagen - og det er der altså nærmest ingen der når - når håndboldklubben er lukket, og der ikke er idræt i skolen. Det viser en undersøgelse fra Syddansk Universitet.

- Vi ved jo, at vi sidder rigtig meget ned i de her onlinetimer, så vil gerne have mere motion ind i hverdagen, og vi vil gerne have eleverne ud i den friske luft, siger Hanne Greisen, der er rektor på Skive College. 

Det er også et mål for projektet, at det skal hæve elevernes humør.

- Trivslen skal jo gerne øges både i at vi bevæger os mere, kommer mere ud og vi laver noget sjovt sammen – selvom vi er hver for siger Hanne Greisen.

skivecollege
Foto: Louise Harkjær Møller, TV MIDTVEST

 Og spadsereture kan sagtens være vejen til bedre trivsel, mener Martin Nørremark, der arbejder med sundhed og forebyggelse i Skive Kommune.

- Generelt hele vejen igennem er det vigtigt bare kropsmæssigt at komme ud, men vi bliver også bare gladere af det, siger Martin Nørremark. 

Ifølge ham har det også stor betydning for gymnasieelevernes fremtid, at de husker at være aktive.

- I specielt de unge år er det vigtigt, at vi bevæger os, fordi det er der, vi lægger fundamentet for, hvad vi har af krop at bruge af resten af livet, siger Martin Nørremark. 

For Maja Fleuth Damsgaard har Projekt Jorden Rundt givet en fornyet lyst til at komme ud, og efter dagens første gåtur er hun godt på vej til de 5000 skridt.

- Jeg tror lige, jeg går ind og har noget matematik, og så bliver jeg nok nødt til at gå ud at tage en ekstra tur rundt om byen, slutter den smilende, og nu godt gående gymnasieelev. 

Der vil være en præmie til både elever og lærere, hvis det lykkedes at gå de i alt 45.000 kilometer, men den er indtil videre stadig hemmelig.