Mysterium løst: Løber ikke ramt af skud

Det var højst sandsynligt ikke hagl, der ramte en 44-årig løber ved Skive. Politiet mener nu, at sagen er opklaret.

Politi.dk logo 2_2.jpg

Lokalpolitiet i Skive søgte i sidste uge efter vidner i en sag, hvor en 44-årig mand var blevet ramt af hagl i hovedet på en løbetur. Men der er formentlig ikke tale om skud.

- Vi har fået mange henvendelser fra folk der mener, at det kan være en musvåge eller en anden rovfugl. Det passer også med de skader, som manden havde i baghovedet, siger Lars Mikkelsen, politikommissær hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Den 44-årige mand var ude og løbe i et militærområde ved Skive, da han pludselig blev ramt af noget i hovedet. Manden tog efterfølgende til vagtlægen, der kunne konkludere, at løberen havde seks huller i baghovedet. Vagtlægen mente, der var tale om hagl, og derfor efterlyste politiet vidner i sagen.

- Han har ikke set en fugl, så det er lidt mærkeligt, men der er heller ikke fundet krudtslam på ham, så sandsynligheden for at det er en rovfugl er større end at han er blevet ramt af hagl, siger politikommissæren.

Det er ikke første gang, at et menneske bliver angrebet af en fugl i militærområdet, fortæller politikommissæren. Politiet betragter sagen som opklaret.