Mange har ringet og spurgt: Nej, der bliver ikke en fest!

Håbefulde fans har de seneste uger spurgt om fest i Glyngøre – men der bliver ikke nogen fejring af Jonas Vingegaards andenplads ved årets Vuelta a España.

Provst og medarrangør af flere års Vingegaard-fejring, Susan Aaen, havde ingen fejringsplaner, selvom bysbarnet skulle være løbet med sejren i dette års udgave af vultaen.
Provst og medarrangør af flere års Vingegaard-fejring, Susan Aaen, havde ingen fejringsplaner, selvom bysbarnet skulle være løbet med sejren i dette års udgave af vultaen.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Op mod 26.000 danskere drog i sommers til Glyngøre for at fejre dem hjemvendte vinder af Tour de France, Jonas Vingegaard.

Sommerens fejring af Jonas Vingegaard i Glyngøre var den tredje i træk. Første fejring var tilbage i 2021, hvor han blev nummer to i Tour de France.

Derfor har de frivillige arrangører i løbet af de seneste par uger modtaget mange opkald fra håbefulde cykelfans.

- Der er mange, der ringer og spørger ”Jamen holder I ikke fest?” Nej det gør vi ikke. Jeg tror ikke lige, folk de tænker over, at det er et kæmpe stykke arbejde, lyder det fra en af arrangørerne af sommerens fejring Susan Aaen.

Og sådan lød svaret, ligegyldig hvilken plads på podiet Jonas Vingegaard var endt på ved årets Vuelta a España. 

Går efter Touren

Hun understreger, at det var en fantastisk fejring i sommers, men at det ikke er noget, man bare lige sætter op flere gange om året – især ikke i efteråret.

- Vi kan ikke bare lige generere 150 frivillige, og vi har heller ikke lige et sted, hvor der kan være 26.000 indenfor i efteråret, siger Susan Aaen.

Men de er nu ikke færdige med at fejre deres lokale cykelstjerne – hvis altså han bliver ved med at være lokal.

- Vi går efter Tour de France. Det er også om sommeren, så det er smart, siger Susan Aaen.

Stolt af sportsmanship

Selvom det "kun" blev til en andenplads i dette års Vuelta a España, er der er ingen tvivl om, at festarrangøren er stolt af præstationen og den gestus, Vingegaard viste ved at køre holdkammeraten Sepp Kuss til sejr.

- Det er sportsmanship, så det vil noget, siger Susan Aaen og fortsætter:

- Jeg er først og fremmest glad for, at der stadigvæk i sådan et enormt konkurrencepræget miljø og en verden, hvor kun den stærkeste overlever, stadig er plads til at gøre noget som et hold.