Mand fundet død efter brand

En 38-årig mand er fundet død efter en brand.

Ifølge vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi tyder det ikke på, der er sket en forbrydelse
Ifølge vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi tyder det ikke på, der er sket en forbrydelse
Foto: SpotFoto

Både politi og teknikere er til stede på en adresse ved Brøndum Kirkevej i Salling. Her er en 38-årig mand fundet død. 

Det oplyser Andreas Bang Andersen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.  

- Vi fik anmeldelsen klokken 9.01 fra en bekendt, der havde fundet den 38-årige livløs. Anmelderen kunne også fortælle, at det lignede, der havde været brand, siger vagtchefen. 

Ifølge vagtchefen brænder det ikke længere på stedet, men politiet er derude og har tilkaldt teknikere, der skal lave undersøgelser det meste af mandagen. 

- Det ser umiddelbart ud til, at der er en sammenhæng mellem branden og dødsårsagen, men vi er nødt til at lave undersøgelser for at kunne fastslå det nærmere, siger Andreas Bang Andersen og understreger, at det ikke tyder på, der er sket en forbrydelse. 

De pårørende er underettet.