Landmand skød efter 21-årigt bud ved en fejl

En 68-årig mand troede, at der var tyve på spil. Nu er han selv varetægtsfængslet.

En 68-årig landmand troede, at det var tyveknægte, der kørte i en varevogn. Derfor skød han efter bilen.
En 68-årig landmand troede, at det var tyveknægte, der kørte i en varevogn. Derfor skød han efter bilen.
Foto: Flemming Christensen
Opdatering

OPDATERING:

Den 68-årige mand er nu varetægtsfængslet i fire uger, efter at han skød med et haglgevær mod en varebil, oplyser anklager ved Midt- og Vestjyllands Politi, Morten Wibroe.

    Et 21-årigt bud fik sig natten til onsdag en ubehagelig overraskelse, da en 68-årig mand fra Hald skød efter hans varevogn. 

    Det oplyser politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

    Den 21-årig mand var ude at aflevere ornesæd for firmaet Hatting A/S på en adresse i Hald ved Skive, og efter leveringen bemærkede han et brag mod varevognen.

    - I første omgang hæftede han sig ikke ved braget, men da han kom tilbage til firmaet, så han, at venstre side af varebilen var ramt af flere hagl, fortæller politiassistenten.

    Politiet konstaterede, at bilen formentlig var ramt af op til 150 hagl fra et haglgevær. Derfor kørte politiet ud til adressen i Hald, hvor buddet havde hørt braget på sin bil.

    Landmand anholdt uden dramatik

    På adressen mødte politiet en 68-årig mand, og han erkendte uden dramatik, at han havde skudt efter bilen.

    - Han fortalte, at han for kort tid siden havde indbrud på sin ejendom, så han troede, at det var tyvene, der var vendt tilbage for at lave indbrud, fortæller Niels Bach.

    Landmanden sigtede derfor med et haglgevær efter venstre baghjul for at stoppe bilen, men han ramte i stedet venstre side af varevognen.

    Ifølge politiassistenten er manden meget ked af episoden. 

    Den 68-årig mand bliver fremstillet ved Retten i Viborg torsdag. Han er sigtet for at have forvoldt fare for andres liv.

    Politiet har konfiskeret våbnet.