Kulturbygninger lyser op i rødt: - Vi er en branche, der bløder

I et internationalt event blev kulturbygninger lyst op med rødt lys i fire timer for at gøre opmærksom på, at lys- og lydbranchen står i store problemer.

I Silkeborg var firmaerne Soundforce og Play-2 gået sammen om at lave events på Silkeborg Rådhus og Papirtårnet. Hele lser(lys)showet varede i 4 timer, fra klokken 20 til 24 onsdag aften. Foto: 24-7 News

SL Production fra Roslev leverer til daglig lyd og lys til alt fra havefester til koncerter. Men siden marts har der ikke været meget at fejre – og dermed heller ikke meget arbejde.

- Omsætningsmæssigt har vi tabt 98 procent siden sidste år, siger Jesper Poulsen, som er medejer af virksomheden SL Production.

Læs også Bløder under coronakrisen: Festen er slut for dem, der lever af festen

Onsdag aften deltog virksomheden derfor i et internationalt event, hvor kulturbygninger klokken 20 og frem til midnat blev lyst op med rød belysning for at gøre opmærksom på de problemer, som de og mange andre står i.

- Vi gør det her, fordi vi vil gøre folk opmærksomme på, at vi er en branche, der også er her, når corona er ovre, og vi er en branche, der bløder, siger Jesper Poulsen.

Håber at lyset når erhvervsministeren

Foreningen for Koncert- og Eventpersonale håber på, at de med aktionen kan få et møde med erhvervsministeren. De føler sig nemlig overset i regeringens uddeling af hjælpepakker.

- Vi føler os ramt af, at kompensationsordningerne skal være så brede som muligt, men vores branche er bare ikke ligesom andre. De kigger ikke ned i vores branche lige så specifikt, som de for eksempel har gjort med hotel- og restaurationsbranchen og rejsebranchen, siger formand Thomas Gerdes.

Selvom formanden er glad for, at det kan lade sig gøre at holde arrangementer med op til 500 siddende gæster, så mener han, at der skal mere til.

- Det er ikke mirakelkuren, det gør ikke, at hele branchen overlever. Fordi hver eneste gang, man bliver nødt til at lave et mindre event, end man ellers ville gøre, så skærer man også ned i mængden af personel, der skal være med til at lave det, siger Thomas Gerdes.

Erhvervsminister Simon Kollerup fortæller i et skriftligt svar til TV MIDTVEST, at de løbende kigger på hjælpeordningerne, og at de udover at afsætte yderligere 100 millioner kroner i en særlig pulje til de hårdest ramte brancher, så vil regeringen nu også gøre en indsats for at holde hånden under dem, der afholder mindre arrangementer.

- Så sent som i fredags har vi lagt op til at udvide hjælpen, så leverandører til arrangementer med mere end 50 deltagere også kan få støtte, skriver erhvervsminister Simon Kollerup (S).

02:12

Events og koncerter bliver aflyst på stribe. Onsdag aften forsøgte branchen at gøre opmærksom på problemet ved at tænde rødt lys på bygninger over hele landet. Video: TV MIDTVEST

Luk video