Hurtig dom til 25-årig for narkohandel

Politiet fandt blandt andet 800 gram hash hos en ung skibonit.

Håndjern
Foto: Flemming Christensen

Der blev gjort hurtig proces, da en 25-årig mand fra Skive torsdag middag blev fremstillet ved retten i Viborg i en sag om narkohandel. 

Den 25-årige blev anholdt onsdag, da politiet efter et tip ransagede hans bopæl i Skive midtby.

På adressen fandt betjentene en del narkotika, og den 25-årige blev derfor fremstillet i et grundlovshør, så dommeren kunne tage stilling til, om han skulle varetægtsfængsles.

Den unge mand valgte imidlertid at erkende sig skyldig i alle sigtelser, og derfor blev sagen afgjort med det samme med en dom på seks måneders ubetinget fængsel.

Den 25-årige blev dømt for at overtræde den grove narkoparagraf i straffeloven. Han havde 800 gram hash, 66 gram MDMA og 13 gram kokain og erkendte, at det var planen, at noget af det skulle sælges videre.