Flasker og fustager fyldes i massevis inden genåbning: - Vi er klar

Værtshuse og diskoteker landet over tanker op til genåbningen tirsdag, og det kan de tydeligt mærke på Hancock Bryggerierne i Skive.

2:03
Hancock Bryggerierne i Skive har travlt med at tappe øl, som bliver sendt direkte ud til værtshuse og diskoteker, der må holde åbent hele natten fra i morgen.
Foto: Louise Harkjær Møller, TV MIDTVEST

Fra tirsdag kan øllet igen flyde efter klokken 22, og i Skive er både medarbejdere og maskiner på Hancock Bryggeriernes tapperi kommet op i omdrejninger.

- Mange værtshuse har været helt lukkede gennem de sidste mange uger og skal nu fyldes op med øl igen, så vi er klar og undervejs, siger direktør Peter Strange Nielsen.

Som led i den helt store genåbning tirsdag vinker vi også farvel til mundbind, coronapas og forsamlingsforbud. Og det er især det stigende salg af fadøl, der kan mærkes på Skive-bryggeriet.

- Det hele kører. I sidste uge stod det hele stille, og de fadøl, vi tapper nu i dag, bliver læsset direkte ud på bilerne, siger bryggerimedarbejder Kim Kølsen.

Håber på det bedste

Længe har salget af fadøl dog været nærmest ikke-eksisterende, og det har sat sit præg på økonomien. Heldigvis har bryghuset samtidig blandt andet solgt flere øl på flaske, forklarer direktør Peter Strange Nielsen.

- Vi har også haft rimelig medvind på vores sodavand gennem det sidste halve år. Summa summarum er, at det nogenlunde ophæver hinanden, men vi er stadig bagud i forhold til 2019, siger han.

Derfor ser direktøren også frem til, at restriktionerne forsvinder, og det igen bliver nemmere at skåle – dog med et vist forbehold.

- Jeg er jyde med stort ’J’, og jeg har det sådan: ”lad os lige se, om det virkelig kan passe, at vi har set det sidste til corona.” Det kan jeg godt være tvivlende over for, men jeg håber selvfølgelig det bedste, siger Peter Strange Nielsen.

Så direktørens drømme for 2022 er glasklare.

- Jeg håber, at corona bliver ved med ikke at eksistere, og så håber jeg ellers på godt vejr og et godt ølsalg, siger han.