Farvel til faldskader: Ny opfindelse gør livet sikrere for håndværkere

Fald er den hyppigste årsag til arbejdsskader, men en ny opfindelse kan gøre livet sikrere for mange håndværkere.

Dennis Mikkelsen er salgschef for Swed-Mark i Skive, som står bag det nye faldnet.
Dennis Mikkelsen er salgschef for Swed-Mark i Skive, som står bag det nye faldnet.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

En lille opfindelse kan komme til at gøre en stor forskel.

Virksomheden Swed-Mark i Skive har skabt et net, der kan sættes op på hustage, så håndværkere ikke risikerer at falde ned.

Faldnettet er allerede blevet belønnet med Dansk Byggeris arbejdsmiljøpris, og det er blevet taget godt imod af håndværkere i Thisted.

- Det giver noget skridsikkerhed, at man har noget at stå imod med og klatre i, og så gør det, at man ikke kan falde igennem taget, fortæller Mads Smed, der er tømrersvend hos Thy Mesterbyg i Hillerslev.

Nettet har manglet på byggepladserne

Fald er den hyppigste årsag til arbejdsulykker, viser statistik fra Arbejdstilsynet, og der er lige nu fokus på at gøre noget ved de mange faldskader i byggeriet. Løsningen er måske faldnettet fra Skive.

- Det er virkelig et produkt, der har manglet på markedet. Vi har selvfølgelig nogen, der helst ikke vil bruge tiden på det, men man kan godt se, at det er noget som folk tænker over ude på byggepladserne. Bruger de vores net, og der så viser sig at være en dårlig tagplade nedenunder, så er de fri for at skulle ned og ligge på gulvet af en hal, siger Dennis Mikkelsen, der er salgschef for Swed-Mark.

Hos Thy Mesterbyg har nettet været i brug flere gange.

- Der er altid en fare for, at vi kan falde igennem et tag. Rigtig mange gamle staldbygninger, udbygninger og stuehuse har ikke nogen form for faldsikring, så vi er nødt til at medbringe noget ovenfra i stedet for at vi skal reddes af noget nedefra, siger Mads Smed.

Selve nettet vejer 14 kilo.