Får en saks i hånden med det samme: Her kaldes eleverne ikke elever, men frisører

Hos frisør Martin Holmgaard Pedersen skal eleverne lære håndværket fra dag et, og de bliver slet ikke kaldt elever.

Frisør salon
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Eleverne er i fokus hos Martin Holmgaard Pedersens frisørkæde Salon Salon, der har saloner i både Nykøbing, Skive og Holstebro.

Den nyeste salon i Holstebro har fem helt nye elever, der nu er ved at lære håndværket. Hos Salon Salon kalder de nemlig ikke eleverne for elever, men frisører.

- Det Martin er i gang med i Holstebro, det er, at han gerne vil væk fra den normale måde at være elev på. De har kunder i hænderne med det samme, så det er ikke noget med rengøring eller oprydning i starten. Så det synes jeg er fedt, for det synes jeg, der mangler fokus på, fortæller den færdiguddannede frisør hos salonen Josefine Bak.

Man kan ikke bestille tid på forhånd ved Salon Salon, og det giver dem god mulighed for at spørge kunderne, om de vil klippes af en elev.

Har ansat en coach

Martin Holmgaard Pedersen har ansat en coach, der guider hver enkelt elev.

- Jeg synes, det er fedt, jeg kan følge udviklingen hos piger og drenge fra start til slut og være med til at påvirke deres rejse som frisører, fortæller coach Kim Mäncher.

Eleverne selv er vilde med idéen.

- Vi bliver bare kastet ud i det. Vi bliver vejledt og hjulpet, hvis man virkelig er i tvivl, så kommer han og bliver ved en, indtil man virkelig har lært det, fortæller frisøreleven Caroline Kirketerp-Møller.

Hun tror, hun vil være foran de andre elever, når hun kommer tilbage på skolen.

- I de seks uger jeg har været her, der har vi lært alt muligt, og nu er vi i gang med at lære herreklip. De andre har måske kun haft en saks i hånden, men der har jeg lært at farve, klippe og lave bryn og vipper, siger hun glad.