Fjerde generation overtager busselskab: Nu sidder Chanette bag rattet

Ideen til Holstebro Turistbusser startede hjemme ved køkkenbordet i 1940erne. Nu har Chanette Mulvad som fjerde generation godt fat i rattet.

Chanette Mulvad er fjerde generation i virksomheden Holstebro Turistbusser og styrer både busser, køreplaner og pæne tal på bundlinjen .
Chanette Mulvad er fjerde generation i virksomheden Holstebro Turistbusser og styrer både busser, køreplaner og pæne tal på bundlinjen .

Let og adræt springer hun op i dobbeltdækkeren, drejer nøglen og kører ud i den pulserende trafik. Et syn, der ret tit får andre trafikanterne til at reagere.

- Folk kigger lidt, når det er en lyshåret pige, der sidder bag rattet. Det kan jeg ikke lade være med at grine af. De forventer åbenbart, at det skal være en mand, men det kan piger altså klare lige så godt. Det er en fed følelse, at man kan styre sådan et kæmpe køretøj, siger Chanette Mulvad.

Hun er fjerde generation i Holstebro Turistbusser, der blev grundlagt af hende oldefar i 1940erne hjemme ved køkkenbordet i landsbyen Borbjerg.

I dag har virksomheden 55 ansatte og en vognpark med 45 busser, der dækker både skolekørsel, regionale ruter, bestillingsopgaver og turistrejser.

9:24
Se Fast Arbejde fra Holstebro Turistbusser.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST.

Hjem til far

Chanette Mulvad er oprindelig uddannet bogholder og tænkte sig godt om, inden hun skiftede et 8-16-job ud med tilværelsen som selvstændig.

- Jeg var godt op i 30’erne, inden jeg kom i tanke om, at jeg ville hjem til min far og arbejde.

Chanette Mulvad startede med at tage et stort kørekort og kørte som chauffør i halvandet år, inden hun påtog sig administrative og ledelsesmæssige opgaver. Hun har holdt fast i rattet, og har en rute hver morgen klokken 6.30, hvor hun henter børn fra oplandet og kører dem til specialklasser i Holstebro.

- For det første elsker jeg at køre med de her børn, og så er vi heller ikke en større forretning end, at vi alle må hjælpe til. Det er også en fordel for mig, da jeg selv laver planlægningen for ruterne. Jeg får en god viden om, hvad der sker ude i marken, forklarer vognmanden.

Chanette Mulvad og hendes mand Flemming Madsen viser den nyeste bus frem, der har Holstebro Kommunes drage som logo.
Chanette Mulvad og hendes mand Flemming Madsen viser den nyeste bus frem, der har Holstebro Kommunes drage som logo.

Det bliver i familien

Næste år har Chanette Mulvad været i busselskabet i 10 år og leder det i et nært samarbejde med sin far Kristian Mulvad. Men fra årsskiftet er generationsskiftet fuldbyrdet, og med Chanette Mulvad som ene ejer, er virksomheden sikret ud i fremtiden.

- Det betyder rigtigt meget, at det er en familievirksomhed, og mine forfædre gør også, at jeg skal være ihærdig hver dag. Med dem som forbilleder fortsætter kampen for en veldrevet virksomhed.  

For et halvt år siden valgte Chanette Mulvad ægtefælle, Flemming Madsen, at sige farvel til et mangeårigt job som bilsælger. I stedet arbejder han nu hos sin kone. Planen er, at han skal stå for turistdelen i virksomheden, men lige præcist den del er hårdt ramt af Covid19-pandemien.

- Da vi blev enige om, at det var det her, jeg skulle, var ordrebogen for 2020 historisk god, så jeg ville gå ind til noget, hvor der virkelig var brug for mig. Men på grund af Corona, er der stort set intet på den front lige nu, siger Flemming Madsen.

Alligevel er optimismen intakt i den familiedrevne virksomhed fra Holstebro.

- Der er en tid på den anden side, og vi er sikre på, at vores turistkørsel nok skal komme godt i gang igen. Men det kommer til at tage tid, måske helt op til et år, vurderer Chanette Mulvad.

Vognmanden, Chanette Mulvad oplærer en ny medarbejder. Det er hendes mand, Flemming Madsen, der på sigt skal stå for turistkørslen
Vognmanden, Chanette Mulvad oplærer en ny medarbejder. Det er hendes mand, Flemming Madsen, der på sigt skal stå for turistkørslen