Efter et turbulent år: Inger Støjberg og Mogens Jensen hylder grundloven på hjemmebane

5. juni er grundlovsdag, og det har betydet grundlovstaler flere steder i landsdelen.

2:27
Kom med til grundlovsmøde i Hjerk og Engesvang.

Det seneste år har grundloven fyldt mere i den politiske debat end sædvanligt. Det gælder blandt andet for to toppolitikere fra Midt- og Vestjylland.

I november måtte daværende fødevareminister Mogens Jensen (S) gå af på grund af sin rolle i den store minksag, hvor det viste sig, at der ikke var lovhjemmel til at aflive alle danske mink 4. november 2020, da regeringen afholdt pressemøde om beslutningen.

Og i foråret 2021 besluttede folketinget, at forhenværende udlændingeminister Inger Støjberg skal for en rigsret som konsekvens af en sag om ulovligt adskilte asylpar, hvor den ene part var mindreårig.

Det betyder dog ikke, at de to politikere er blevet trætte af grundloven.

- Det er selve fundamentet for det danske samfund, siger Inger Støjberg, der i dag holdte tale i sin barndomsby Hjerk ved Skive.

Så du er lige så meget fan af grundloven i dag, som du var for et år siden?

- Ja, det er jeg helt bestemt. Man dør ikke af at komme for en rigsret, og jeg ved, hvad jeg har sagt og gjort, og det står jeg 100 procent på mål for.

Mogens Jensen afholdt sin tale til et grundlovsdagsarrangement i Engesvang. Han er heller ikke blevet skræmt af det seneste år.

Er du lige så meget fan af grundloven i dag, som du var for et år siden?

- Grundloven er det vigtigste fundament for vores demokrati. Så grundloven skal man selvfølgelig overholde, slår han fast.