Skidtsnak

Må pizzabakker komme i papcontaineren? Komiker Elias Ehlers bliver klogere på skrald i ny serie

Vores skrald skal sorteres for at redde jorden, men det kan godt nok være noget bøvl, når man ikke altid ved, hvordan man skal gøre. I en ny serie bliver Elias Ehlers klogere på skrald.

Komikeren Elias Ehlers bor i Vildbjerg, og han er med i TV MIDTVESTs nye program om affald.
Komikeren Elias Ehlers bor i Vildbjerg, og han er med i TV MIDTVESTs nye program om affald.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

Som alenefar til to børn, så genererer den tidligere stand-upper Elias Ehlers en del skrald hjemme i toplansvillaen i Vildbjerg. 

Bleer, emballage fra fremstilling af pasta med kødsovs og meget andet. Ude i indkørslen står skraldespandene klar til at tage imod det sorterede skrald fra hans husholdning – og han er klar til at gøre en indsats:

- Vi har været vant til at gøre tingene på en bestemt måde. Nu har vi fundet ud af, at det er uholdbart – vi er nødt til at gøre noget andet. Guleroden i det kunne jo godt være, at vi ikke er fortabte, og vi kan godt ændre på tingene, siger Elias Ehlers.

Han indgår som en vigtig del af TV MIDTVESTS nye program om affald – Skidtsnak. 

Affaldssortering har de seneste år fyldt mere og mere i befolkningens bevidsthed som de stadig flere skraldespande gør det i folks indkørsler. 

Se den nye serie ved at klikke nedenfor.

Vigtigt emne

Sortering af skrald skaber mange spørgsmål – ikke mindst for Elias Ehlers, der så gerne vil gøre det godt, men samtidig har en tendens til at blive forvirret. Må pizzabakker komme i papcontaineren? De er jo lavet af pap? Og hvad med glas og plastik? Hvor rent skal det være, inden man dumper det?

Der er brug for en ordentlig gang skidtsnak, og den tager vi med Elias Ehlers. Det er ikke, fordi han vil være hellig, han vil bare gerne gøre det godt. 

Han kan jo godt se, at affald fylder utroligt meget i vores hverdag.

- Det er ikke, fordi mit forbrug er ekstremt, men nogle gange smider man jo bare ting ud, der fylder, nogle gange er ting emballereret meget stort. Og hvis jeg så ganger det op, altså jeg bor i en lille by, men bare den vej jeg kan se fra mit stuevindue - hvis de fylder en pose eller to per dag, så tænker jeg bare, at det er for meget.