Viste falsk kørekort og stak af med to biler under prøvekørsel

To bilforhandlere blev narret af en mand, som endte med at stjæle en Ford Focus og Kia Rio under to prøvekørsler.

Det var denne Ford Focus og denne Kia Rio, som biltyven stjal.
Det var denne Ford Focus og denne Kia Rio, som biltyven stjal.
Foto: Privatfoto

En prøvekørsel i en bil varer typisk en time, men hos Virklund Biler ved Silkeborg oplevede de søndag eftermiddag en usædvanlig lang kørsel.

En mand kom nemlig aldrig tilbage med den Kia Rio til knap 85.000 kroner, som han skulle prøve en tur i, fortæller indehaver af Virklund Biler Brian Sønderbach, der har været bilforhandler i 30 år.

- Jeg havde sagt til ham, at vi lukkede klokken 16, og da han ikke var tilbage, tænkte jeg; ”Hvilken bil kom han egentlig i?”, og så tjekkede jeg parkeringspladsen og vejen, og der var ingen biler. Så vidste jeg, hvad klokken havde slået, forklarer han og tilføjer:

- Det er sjældent. Vi har kun oplevet det en enkelt gang før. Og vi sælger ikke Porsche eller Mercedes, så jeg forstår ikke, hvorfor man gider stjæle biler til 80.000 kroner.

Spillede bekendte

Ifølge bilforhandleren kom manden ind og lod som om, at de kendte hinanden og sagde, at han havde købt en bil for sin kusine tidligere ved Virklund Biler.

Herefter tog bilforhandleren en kopi af mandens kørekort, og så kørte han ellers afsted klokken 14.30.

- Det er altid træls. Man bliver ked af at blive narret. Man tror på mennesker, når de kommer ind til os, og næste gang et hold kunder kommer ind, så kan det være, at jeg ikke tør lukke alle ind på samme tid, fortæller han.

Ikke et enkelt tilfælde

Brian Sønderbach er faktisk ikke den eneste, der blev snydt i søndags.

Hos Wegener Biler i Silkeborg havde de også besøg af biltyven, fortæller partner hos Wegener Biler Jonas Kyed, der i otte år har været bilforhandler. 

- To mænd kom ind og kiggede rundt i butikken. De begyndte at spørge til en Ford Focus i forhold til service, bilens udstyr, og om der var vinterdæk med, fortæller han og fortsætter:

- Så spurgte de om de måtte prøve den, og selvfølgelig måtte de det, og så bad jeg om et kørekort, og den ene mand skrev under på køresedlen.

Også her viste det sig at være et falsk kørekort, fandt bilforhandleren senere ud af, da de to mænd ikke var kommet tilbage.

Ifølge Jonas Kyed er det første gang, at de har oplevet tyveri under prøvekørsel.

- Det er mega ubehageligt. Jeg kan ikke fordrage at blive snydt. Men det svært at gennemskue, siger han.

Ifølge Midtjyllands Avis har politiet udtalt, at det kørekort, manden brugte hos bilforhandlerne, er ejet af en mand fra Aarhus. Den retsmæssige ejer har fortalt, at han har fået sit kørekort stjålet.

Politiet beskriver ifølge avisen biltyven som cirka 32-35 år, almindelig af bygning og omkring 175 centimeter høj.