Tidligere V-politiker vil med Pape i Folketinget

Gitte Willumsen, der er byrådsmedlem i Silkeborg Kommune, stiller op for Det Konservative Folkeparti ved næste folketingsvalg i Silkeborg-kredsen.

Gitte Willumsen har siddet 10 år i Silkeborg Byråd, og fik næsten 3000 personlige stemmer ved seneste valg.
Gitte Willumsen har siddet 10 år i Silkeborg Byråd, og fik næsten 3000 personlige stemmer ved seneste valg.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

De midt- og vestjyske vælgere skal kunne sætte et personligt kryds ud for Gitte Willumsen (K) ved næste folketingsvalg. 

Det er blevet besluttet i denne uge, skriver Det Konservative Folkepartis Silkeborg-afdeling i en pressemeddelelse.

Gitte Willumsen har tidligere haft sin gang på Christiansborg som suppleant for Venstres Thomas Danielsen i Folketinget, men nu vil hun altså kæmpe for sit eget mandat for Det Konservative Folkeparti i samme valgkreds, hvor partiets formand Søren Pape Poulsen også stiller op.

- Søren Pape gør det fantastisk i Folketinget, og det er min drøm, at jeg kan repræsentere det midt- og vestjyske område sammen med ham efter næste valg, siger Gitte Willumsen i pressemeddelelsen.

Ved sin side kan Pape få en ganske erfaren politiker. Med over ti år i Silkeborg Byråd og næsten 3000 personlige stemmer ved seneste folketingsvalg, bliver 54-årige Gitte Willumsen en stærk kandidat for Det Konservative Parti, hvis man spørger den lokale vælgerformand.

- At Gitte Willumsen har lyst og mod på at stille op for os i Silkeborgkredsen, kan vi kun være glade for. Hun har et unikt lokalkendskab, og hun arbejder for vigtige konservative mærkesager, siger Jørn Ravn, der er formand for Silkeborg vælgerforening.

De mærkesager er blandt andet de private institutioner, bedre sundhedsvæsen og værdigt seniorliv, lyder det.

Gitte Willumsen er formand for Sundheds- og Ældreudvalget i Silkeborg Byråd. Til daglig arbejder hun som skolelærer og bor i Kragelund ved Silkeborg med sin mand, som hun har tre børn med.