Solen ramte spejl i en villa – kort efter opstod der brand

En noget særpræget brand hærgede torsdag eftermiddag en ejendom nordøst for Silkeborg.

Foto / Grafik - Colourbox / Jens Svenning

Torsdag eftermiddag fik alarmcentralen en noget usædvanlig henvendelse om en brand i Gjern nordøst for Silkeborg.

Branden var opstået i en ejendom på Sportsvej, men det viste sig, at det hverken var elinstallationer eller forfejlet madlavning, der var årsag til episoden.

I stedet lå forklaringen i et kosmetikspejl, som havde stået i et vindue. Derfra havde spejlet nemlig fanget solens stråler på en måde, som koncentrerede strålerne i så høj en grad, at de satte ild til en papkasse, noget tøj og et gardin.

- Det er ikke noget, vi ser så tit. Vi ser nogle gange i sommerhalvåret, at naturbrande opstår, fordi solen rammer et glasskår, der er smidt, men jeg kan ikke huske at have hørt om noget med et kosmetikspejl, fortæller John Toft, der er politikommissær hos lokalpolitiet i Silkeborg.

Heldigt at nogen var hjemme

Det lykkedes familien, der bor i huset, selv at få bugt med flammerne, og heldigvis var der ingen personer, der kom til skade. Derudover led huset heller ikke større materiel skade, men det kunne have været endt anderledes, hvis ingen havde været hjemme.

- Det var virkelig heldigt, at der var nogen hjemme, for det kunne sagtens have endt med at brænde en stor del af huset ned, oplyser John Toft.

Før familien selv fik styr på branden, var alarmcentralen allerede blevet kontaktet. Derfor var både politi og brandvæsen til stede i Gjern torsdag eftermiddag, men i dag betragtes politiets arbejde som værende overstået.

- Der er ikke nogen, der skal sigtes, for det er meget svært at bebrejde nogen for at være uforsigtige i denne sag. Vi kan dog sagtens bruge den til at gøre opmærksom på, at sådan noget kan ske, lyder det fra politikommissær John Toft.