'Skraldival': 10-årig går forrest mod smid væk-kultur

'Skraldival' er navnet på en ny festival i Silkeborg. Her kan man få inspiration til, hvordan skrald bliver omdannet til nye ting.

1:47
Silkeborg Kommune har den seneste uge afholdt genbrugsfestivalen Skraldival på byens bibliotek.
Foto: Ditte Georg Poulsen

Vi smider alt for meget ud, og det vil en helt ny festival i Silkeborg gøre op med.

Og en af dem, der er mødt frem for at hente inspiration, er 10-årige Louis Dessein.

- Jeg har lært meget om genbrug i min skole, så det vil jeg gerne lære lidt mere om, fortæller han.

Og der kan være noget om, at vi har brug for at blive bedre, når det gælder om at minimere vores affald.

- Vi har den her vane i Danmark med at smide helt utroligt meget affald ud i vores skraldespande. Vi er faktisk europamestre, påpeger Julie Sakskjær Petersen, projektleder.

Ifølge hende smider hver husstand 898 kg ud om året.

- Og det tal vil vi enormt meget gerne have ned her i Silkeborg Kommune, lyder det fra projektlederen.

Vi kan nemlig bruge meget mere af skraldet, end vi tror, og på Silkeborg Kommunes genbrugsfestival kan man få inspiration til, hvordan skrald bliver omdannet til nye ting.

Og tanken om, at kunne genanvende for eksempel plastic, flugter fint med Louis Desseins ønsker for den jord, vi bor på.

- Det er godt for naturen, for den plastic, vi smider ud i naturen, er meget dårlig for planeten, pointerer han.

'Skraldival', som festivalen hedder, har gennem den seneste uge holdt til på byens bibliotek. I dag kulminerede det med byttemarked, foredrag, modeshow og workshops.

- Det skaber noget synlighed omkring de her ting, og når man så gør det sådan et sted som her, hvor det ikke kun er folk der har et direkte fokus på det her, men hvor det også er besøgende til biblioteket og alt muligt andet, så får vi snakket med en bred skare af folk. Og det gør, jeg får snakket med nogle, jeg normalt ikke når ud til med det her budskab, siger Luis da Silva Martins, formand for Klimahandlingsudvalget, Radikale Venstre, Silkeborg Kommune.

Problemet med skrald er stort, men 10-årige Louis Dessein bliver måske frontløber, når vi skal til at ændre på vores vaner, og inspirationen har han ikke fra fremmede.

- Min mor køber meget tit ting fra genbrug som måske en cykel, noget tøj og nogen køkkenting. Det er meget praktisk, fordi det koster mindre, og det er folk, der aldrig har brugt det, så det er perfekt, fastslår den 10-årige.

Han synes, det er hyggeligt at være på 'Skraldival', og Louis har blandt andet haft stor fornøjelse af at bygge en ballonbil.