Silkeborg-rytter på hospitalet efter styrt

21-årige Emma Norsgaard fra Silkeborg blev afhentet i ambulance i målområdet efter kvindernes landevejsløb ved OL.

Da Emma Norsgaard efter løbets afslutning stillede op til interview med det danske pressekorps, blev hun ramt af et ildebefindende og måtte sætte sig i interviewzonen for at komme til sig selv.
Da Emma Norsgaard efter løbets afslutning stillede op til interview med det danske pressekorps, blev hun ramt af et ildebefindende og måtte sætte sig i interviewzonen for at komme til sig selv.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Cykelrytteren Emma Norsgaard fra Silkeborg er blevet kørt på hospitalet efter at være styrtet i kvindernes landevejsløb ved OL i Japan.

Den 21-årige dansker skal undersøges nærmere af lægerne for at være sikker på, at hun er klar til at køre enkeltstart på onsdag.

Norsgaard røg i asfalten omtrent midtvejs i løbet og slog både skulder og nakke i faldet.

Da hun efter løbets afslutning stillede op til interview med det danske pressekorps, blev hun ramt af et ildebefindende og måtte sætte sig i interviewzonen for at komme til sig selv.

Umiddelbart forinden havde hun nået at berette om uheldet, der skete uden indblanding fra andre ryttere.

- Jeg fik forhjulet ned i en rille og røg direkte ned på hoved og røv. Det er super uheldigt, og jeg er mega skuffet over, at det blev udfaldet, forklarede hun.

Ambulance med fuld udrykning

Hendes styrt gik også ud over den senere OL-sølvvinder Annemiek van Vleuten, som væltede efter at være kollideret med Norsgaards cykel.

- Jeg var totalt dizzy (svimmel, red.), da hun røg ned, fordi jeg havde slået hovedet. Jeg registrerede faktisk ikke, at det var hende.

- Men jeg er ret sikker på, at det bare er slaget. Forhåbentlig skal jeg bare have noget behandling, og så er det det, lød det fra Emma Norsgaard.

En lille time efter løbet ankom en ambulance med fuld udrykning til målområdet, men meldingerne fra den danske lejr lyder på, at man ikke umiddelbart er bekymret.

Man havde tilkaldt løbslægen, fordi Norsgaard følte sig tung i hovedet, og fordi det var åbenlyst, at hendes cykelhjelm havde fået et stort slag ved faldet.

Den tidligere danmarksmester sad roligt på en stol og talte med lægen i det danske holds hovedkvarter i målområdet.

Efter nogle minutter blev hun anbragt på en båre og båret ind i ambulancen, der derefter forlod området.

Emma Norsgaard er eneste danske deltager på startlisten til kvindernes enkeltstart ved OL.