Rolf er 'prepper': Forberedt på katastrofe med lager af dåsemad, generator og førstehjælpsgrej

Rolf Jensen fra Silkeborg har været prepper i 14 år. Flere er det seneste år gået i hans fodspor. Det er blevet en trend at forberede sig på katastrofer ved at opbygge et lager af mad, vand og andre fornødenheder, så man kan klare sig selv.

quoteDet var egentlig sådan, folk levede for 70-80 år siden herhjemme.

Rolf Jensen

Mad på dåse. En generator. 100 liter vand i en dunk. Rolf Jensen fra Silkeborg har et lager af alverdens fornødenheder.

- Det er egentlig bare en privat form for livsforsikring, siger han til TV MIDTVEST.

Rolf Jensen er prepper. Et amerikansk fænomen, hvor man forbereder sig på katastrofer.

Det tiltrak Rolf Jensen for 14 år siden, da han begyndte af interessere sig for friluftsliv.

- Jeg fandt ud af, at prepping var andet end de der amerikanske militstosser. Det var egentlig sådan, folk levede for 70-80 år siden herhjemme, fortsætter han.

Men nu er han forberedt, hvis terror, hackerangreb eller strømsvigt rammer landet. Og så slap han for at hamstre, da corona indtog Danmark sidste år. Han var allerede klar.

Der er lidt af det hele i Rolf Jensens lager af konserves og langtidsholdbare madvarer.
Der er lidt af det hele i Rolf Jensens lager af konserves og langtidsholdbare madvarer.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Kæresten skulle lige vænne sig lagerlysten

Da Britt Jørgensen blev kærester med Rolf Jensen, var det en ny verden med katastrofelageret. Og så alligevel ikke.

- Jeg har boet et sted, hvor der var langt til alting, så det har været naturligt at opbygge et lager af madvarer, forklarer hun.

Nu er hun helt med på projektet.

- Havde vi mere plads, havde vi langt mere.

Og de er ikke alene. Siden marts sidste år - samtidig med at Danmark først blev lukket ned - er de to største danske Facebookgrupper for preppere vokset fra at have 450 medlemmer til nu at have omkring 4.000.

Alle burde gøre det

Rolf Jensen er udstyret så kan han søge væk - bugge out, som det hedder på prepping-sprog - han håber ikke, det bliver nødvendigt. Men at forberede sig på kriser, burde alle gøre, mener han.

Er du paranoid?

- Nej, overhovedet ikke. Slet, slet ikke. Men det er noget, alle burde forholde sig til.

For ham handler det også om en form for samfundssind. 

- Alle dem, som egentlig har dækket sig selv ind, behøver hjælpen ikke at gå til, og så kan man koncentrere hjælpen omkring dem, der har behov for det, afslutter Rolf Jensen.


Læs flere artikler fra Silkeborg eller i kategorien Samfund.