Rigmand markerer sig igen i valgkamp: - Jeg er en handlingens mand

En rigmand fra Silkeborg går nu ind i valgkampen om EU-forsvarsforbeholdet. Det er ikke første gang, han markerer sine synspunkter i en valgkamp.

Søren Toft-Jensen er ikke politiker, men tidligere erhvervsmand.
Søren Toft-Jensen er ikke politiker, men tidligere erhvervsmand.
Foto: Carsten Herholdt & The Brand Agency

Han er måske ikke kendt af så mange, men penge, det har han.

Rigmanden Søren Toft-Jensen fra Silkeborg går nu ind i kampen for at flytte stemmer op til afstemningen om, hvorvidt EU-forsvarsforbeholdet skal afskaffes.

- Jeg har smidt en hel del i det, for det kræver det, lyder det fra Søren Toft-Jensen hjemme bag skærmen i Silkeborg.

Det er lige netop her, han fører sin valgkamp via en stor kampagne på sociale medier.

Søren Toft-Jensen er ikke politiker, men tidligere erhvervsmand. Og holdningen hersker der ikke et sekund tvivl om.

- Det vigtigste argument i hele sagen er, at vi ikke fjerner ressourcer i vores nato-forsvar, fastslår han og tilføjer:

- I usikre tider bør vi ikke eksperimentere.

Parti-neutral

I et af opslagene på Facebook uddyber han sin holdning:

“Vi skal stemme “nej” til forsvarsforbeholdet. På den måde prioriterer vi NATO, der er den absolut stærkeste forsvarsalliance i verden. NATO har pligt til at forsvare Danmark modsat EU, hvor der ikke eksisterer nogen form for sikkerhedsgarantier,” skriver han.

Søren Toft-Jensen understreger, at han ikke er medlem af noget parti. Han har lavet kampagnen, fordi han er bange for, at mange ikke kender konsekvensen ved at afskaffe forsvarsforbeholdet.

- Vi vil gerne gøre, så folk forstår alvoren i at sige ja, fortæller han.

Og det er ikke kun på sociale medier, han spreder sit budskab.

På hjemmesiden forsvarsforbeholdet.dk argumenterer han også for sin holdning.

- Ligesom så mange andre forretningsfolk, så er jeg en handlingens mand. Vi skal have noget til at ske.

Bundet på hænder og fødder

Det er ikke første gang, den rige midtjyde blander sig på den måde i en valgkamp. Og han ved, hvordan man får spredt sine budskaber.

- Det har vi set også tidligere, at Facebook er et effektivt instrument til at få delt ting hurtigt.

I 2019, da der sidst var folketingsvalg, var han også på banen og kørte store kampagner.

Dengang lød det provokerende budskab:

- Stem på dit parti, men stem på en ukendt politiker, lød opfordringen fra Søren Toft-Jensen.

Han forklarede sit synspunkt således:

- Jeg er frustreret over det, jeg ser ske. Og især det, jeg ikke ser ske. Og jeg er i en anden situation end de fleste, hvor jeg rent faktisk har råd til at gøre noget, sagde Søren Toft-Jensen dengang til TV 2.

Dengang brugte han af egen lomme millioner på at få folk til at stemme på folketings-kandidater, der stod langt nede på stemmesedlen.

Søren Toft-Jensen mener, at de kendte politikere er bundet på hænder og fødder af valgløfter, aftaler, forventninger og diverse hensyn. Alt det hæmmer deres mulighed for at skabe reelle forandringer - uanset partifarve!

Han var blandt andet utilfreds med, at politikerne på ti år havde spildt 143 milliarder kroner på fejlslagne projekter, som blandt andet omfatter tog og it-systemer.

Solgte livsværk for formue

En googlesøgning afdækker at Søren Toft-Jensen har 66 erhvervsroller.

I 2017 solgte han livsværket, da børnene ikke ville tage over. Det gav 700 millioner ekstra på kontoen.

Søren Toft-Jensen stiftede i 1975 Borg Automotive, der renoverer brugte reservedele.

Det begyndte i Rudkøbing på Langeland, men værkstedet blev for trangt, og han rykkede til Silkeborg.

Omsætningen var inden salget på over en halvmilliard kroner om året, og Søren Toft-Jensen og familien tjente store millionbeløb på virksomheden.

Barndommens rammer var et kirkeligt hjem, og han har hele sit voksenliv haft troen tæt inde på livet.

I dag har han passeret de 70 år, men iværksætteren er stadig aktiv – blandt andet i Luthersk Mission.

I 2011 stiftede han Borg-Fonden. Den har til formål at styrke ledelsen og forkyndelsen i kirker og kirkelige organisationer.

2:21
Søren Toft Jensen er tidligere erhvervsmand, og han har kastet sig ud i kampen for et NEJ på lidt alternativ vis.
Foto: Carsten Herholdt & The Brand Agency

Er det demokrati?

Lige nu gælder det slutspurten op til afstemningen den 1. juni.

- Jeg synes, det er et af de væsentlige forbehold. Det sikrer, at regeringen ikke bare kan sende soldater ud i Europa, lyder endnu et af argumenterne fra rigmanden.

Spørgsmål: Skal det ikke altid være sådan, at det bedste argument vinder?

- Jo, det er også det, vi håber. Vi mener selv, det er de bedste argumenter naturligvis.

Hvis du har det bedste argument, hvorfor kaster du så så mange penge i det?

- Fordi det hjælper ikke, hvis ingen ved det.

Er det demokrati?

- Ja, det er demokrati, når vi kan få lov at udtale os, mener Søren Toft-Jensen

Under valgkampen i 2019 havde 650.000 set rigmandens videoer, som fik 36.000 kommentarer, likes eller delinger.

Øvrige kilder:
Finans, Kristeligt Dagblad og Owner.dk 

55:25
Ja eller nej til forsvarsforbeholdet? Vi har inviteret politikere fra begge sider til en lille times debat på kasernen i Holstebro.