Rasmus fra Silkeborg vinder guld til EM i tumbling: - Det er kæmpestort

23-årige Rasmus Steffensen fra Silkeborg vandt for første gang guld til europamesterskaberne i powertumbling.

0:58
23-årige Rasmus Steffensen har som den første dansker nogensinde vundet EM i Powertumbling.

Der har været masser af spring og fart på i weekenden.

Europamesterskaberne i powertumbling har nemlig været afholdt i Italien, og for første gang nogensinde gik guldet til Danmark.

Det var silkeborgenseren, Rasmus Steffensen, der overbevisende sejrede og sikrede guldmedaljen.

- Det er kæmpestort, jeg sætter sindssygt meget pris på medaljen, det betyder så meget for mig. Jeg synes, jeg går en lys fremtid i møde, siger han.

Han konkurrerede mod 22 springgymnaster på en 25 meter lang bane, hvor hver gymnast havde otte spring, og her gjaldt det om at lave den sværeste kombination af spring samtidig med, at de så pæne ud, forklarer gymnasten.

Fik revanche

Det var ikke første gang, at Rasmus Steffensen kæmpede om at vinde medaljer til EM i powertumbling.

I 2018 stillede han også op for Danmark, men her måtte han nøjes med en sølvmedalje.

- Ham jeg vandt over i år, det var faktisk ham, som der slog mig i 2018, så jeg fik revanche, griner han.

Springgymnasten tager mere med end bare medaljen med hjem.

- Det giver mig meget gåpåmod og selvtillid i træningshallen og i konkurrencerne - altså at man kan, når det virkelig gælder. Når det gælder, kan det være svært, men det taklede vi sindssygt godt, og det er nok det, som jeg tager mest med derfra, fortæller Rasmus Steffensen.

Han var med tumblinglandsholdet til konkurrencerne, men til dagligt træner han i klubben Silkeborg Pigerne og Drengene.

Det er første gang, at Danmark har vundet guld til EM i powertumbling.