Politiet har ikke givet op på Kathrine: - Den mindste brik kan være afgørende

Politiet har ikke indstillet søgningen efter Kathrine, understreger efterforskningslederen. Og vidner og tips kan være helt afgørende.

Eftersøgningen på 41-årige Kathrine er ikke indstillet, understreger efterforskningslederen.
Eftersøgningen på 41-årige Kathrine er ikke indstillet, understreger efterforskningslederen.
Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

I går var politiet i gang med eftersøgningen af den forsvundne 41-årige Kathrine i området mellem Katrinedalen og Bryrup ved Silkeborg. Men det gav ikke resultat.

Dog vil efterforskningsleder og politikommissær hos lokalpolitiet i Silkeborg Peter Justesen understrege, at eftersøgningen af Kathrine ikke indstilles.

- Vi fortsætter selvfølgelig, men det bliver ikke i helt samme omfang. Vi er stadig i gang også ude i skoven, siger han.

Han vil også gerne understrege, at hunde ikke er udelukket, og at de også vil bruge hunde i dag, selvom det ikke bliver i samme omfang. 

- Og når sneen begynder at smelte, så gør det arbejdsbetingelserne bedre derude, pointerer han.

Hvis Kathrine stadig befinder sig i skoven, er Peter Justesen sikker på, at hundene vil få færden af hende.

Udover politiet er også Missing People i gang med at lede efter Kathrine, og Peter Justesen vil stadig give en klar opfordring til folk i området, som ligger inde med informationer.

- Folk skal endelig ringe, hvis de har det mindste, og så skal vi nok vurdere, om det kan bruges eller ej. Nogen gange er det den mindste lille brik, der kan være afgørende, understreger efterforskningslederen.

Politiet opfordrer desuden til, at man tjekker sin videoovervågning, hvis man har det i området.