Må fyre medarbejdere: Bilsalget har ramt en mur

Globus Biler oplever, at salget af nye biler helt er gået i stå. Hos Bjarne Nielsen i Herning er oplevelsen en anden

1:49
Henrik Thomsen oplever et stort fald i antallet af solgte biler.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Der er blevet længere mellem midt- og vestjyder, der er på jagt efter en ny bil.

Efter flere måneder med et glohedt bilmarkedet er interessen nu tæt på frysepunktet. I hvert fald i Silkeborg. 

- Vi ser en nedgang på cirka 60 til 70 procent sammenlignet med sidste år, siger Henrik Thomsen, direktør hos Globus Biler og formand i forhandlerforeningen Bilernes By Silkeborg.

Den midtjyske bilforhandlers oplevelse bliver bekræftet af tal fra Danmarks Statistik

Statistikbureauet opgøre ikke salget af nye biler, men antallet af brugte biler, der skiftede ejer, og antallet af nyindregistrerede biler i oktober 2022 var lavere end samme måned i 2021.

Kunder skifter bil

Særligt salget af nye biler er gået i stå hos Globus Biler. 

- Vi sælger ingen nye biler. Der er høje priser og ventetider, forklarer Henrik Thomsen.

I Herning står salget af nye biler også trægt til. Det er dog ikke ensbetydende med, at de nye biler hos Bjarne Nielsen holder helt stille. 

- Vi leverer forholdsvis mange biler, men vi får ikke så mange nye ordre, forklarer salgschef Steffen Bække Olesen.

Salgschefen forklarer, at en del af salget nu er rykket til mindre, billigere og brugte biler fremfor nye luksusbiler.

- Det er egentlig ikke så slemt, så længe vi får flyttet dem over i en brugt eller mindre bil, lyder det fra den optimistiske salgschef, der fortæller, at omsætningen holder sig stabil.

Tid til gode tilbud

Mere pessimisme finder man i Silkeborg. 

Her er interessen for brugte biler er faldende. Derfor er der for tiden mulighed for at gøre en god handel, lyder det fra Henrik Thomsen i Silkeborg.

Han peger eksempelvis på, at en Tesla, der i foråret stod til 580.000 kroner nu kan købes for 500.000 kroner. 

Alligevel er det svært for bilforhandleren at lange biler over disken.

- Vi er ramt af en krise. Og når Hr. og Fru Danmark har væsentligt mindre i pengepungen, så er der også mindre til forbrug , pointerer bilsælgeren.

I praksis betyder det faldende salg, at bilhuset mangler at sælge 30-50 biler hver måned.

-  Vi driver en forretning. Og er vi for mange til kunde-flowet, så skærer man ned. Og det har vi gjort, forklarer bilsælgeren.