Kvinde har snydt stribe af butikker med falske sedler

Politiet har nu efterlyst en kvinde, der menes at have snydt i flere butikker.

Sedlerne her er ægte, men de falske ligner dem eftersigende meget.
Sedlerne her er ægte, men de falske ligner dem eftersigende meget.
Foto: Colourbox/Claus Klok

Særdeles vellignende falske eurosedler er blevet brugt til at snyde flere dagligvarebutikker i Silkeborg, Herning, Ikast og Skive.

Det fortæller politiassistent ved Midt- og Vestjyllands Politi Lars Boe Larsen.

- Det er ikke et voldsomt antal tilfælde, men vi har måske ikke set det komplette omfang, forklarer han.

Politiet er blevet opmærksomme på de falske sedler i løbet af den seneste uges tid, men sender nu en advarsel til politikredsens butikker.

- Ved første øjekast virker de ægte. Det er derfor, at det lykkedes den mistænkte at bruge dem, siger Lars Boe Larsen.

Har efterlyst kvinde

Det er udelukkende falske 100 eurosedler, der er blevet anmeldt. 

I mange tilfælde er de falske betalingsmidler først blevet opdaget hos pengecentralerne, når butikkernes omsætning er blevet hentet og screenet. Først herefter er politiet blev informeret.

Derfor har politiet heller ikke et komplet overblik over antallet af sager.

- Det er ikke til at sige om tendensen er ovre, konkluderer Lars Boe Larsen.

Politiet har dog en god idé om, hvem der står bag. Mandag formiddag har politiet delt både billede og beskrivelse af en midaldrende kvinde, der menes at stå bag de mange indkøb for falske penge.

Kviden er omkring 50 år, almindelig af bygning og så bærer hun briller.

Politiet har delt dette billede af kvinden, der er mistænkt for at betale med falske penge.
Politiet har delt dette billede af kvinden, der er mistænkt for at betale med falske penge.
Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

I ét tilfælde var hun iklædt lyse cowboybukser, dunjakke, sorte handsker, gult sjal/tørklæde og hue med kvast.

Lars Boe Larsen opfordrer desuden butikker til at være ekstra opmærksomme, når de tager imod udenlandsk valuta.

- Er man i tvivl omkring ægteheden, så skal man tage sig nogle forholdsregler. Det er op til butikkerne at vurdere, om man vil tage imod pengene, understreger han.

Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4, hvis man har viden om kvinden.