Indbrudstyv flygtede ned i bæk: Næse og tæer stak over vand og afslørede ham

En indbrudstyv flygtede gentagne gange fra politiet og forsøgte at gemme sig i en bæk torsdag aften.

(Genrefoto) Den lille bæk ligger i Vinderslev ved Kjellerup.
(Genrefoto) Den lille bæk ligger i Vinderslev ved Kjellerup.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

- Det har været en kold fornøjelse, siger Flemming Just, der er politiassistent hos lokalpolitiet i Silkeborg. 

Det var nok heller ikke i en bæk, at den 31-årige mand, der er litauisk statsborger, havde regnet med at bruge sin torsdag aften. 

Politiet kom på sporet af den udenlandske mand i forbindelse med en anmeldelse om et indbrud på Lille Hammervej i Silkeborg. 

Politiet kom ud til adressen omkring klokken 21 og ved hjælp af "Find" på den forurettelses MacBook Pro, kunne de spore den stjålne computer til en adresse i Kjellerup. 

- Der kørte en patrulje ud til adressen, hvor de mødte en person, der stak af, fortæller politiassistenten.

En hundepatrulje blev sat på opgaven og efter knap 30 minutter, fandt de den 31-årige mand, der havde gemt sig i en lille bæk i Vinderslev, med næsen og tæerne stikkende op ad vandet. 

Da han opdagede politiet, forsøgte han igen at flygte, men blev stoppet af en af hundene, der bed ham i skulderen.  

Den 31-årige mand blev anholdt på stedet og fremstillet i et grundlovsforhør fredag formiddag ved Retten i Viborg. 

Her besluttede retten at fængsle ham, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse. 

Manden nægtede sig skyldig, men skal nu sidde bag tremmer i foreløbigt fire uger.