Indbrud på stribe: Ægget og andre designermøbler stjålet i Silkeborg

Indbyggere i Silkeborg har været udsat for indbrud på stribe. Tyvene har taget designermøbler fra flere boliger.

Arne Jacobsens ikoniske stol 'Ægget' er én af de tyvekoster, som tyvene bag indbrud i Silkeborg særligt er gået efter. Billedet her er fra Royal Hotel i København.
Arne Jacobsens ikoniske stol 'Ægget' er én af de tyvekoster, som tyvene bag indbrud i Silkeborg særligt er gået efter. Billedet her er fra Royal Hotel i København.
Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix

Tyve har været på spil og gået målrettet til værks i Silkeborg. 

Den seneste uge har flere anmeldt indbrud fra hjemmet i Silkeborg, alene i dag, onsdag, er to indbrud blevet anmeldt til politiet, fortæller Lasse Ivanøe fra Lokalpolitiet i Silkeborg. 

- Det er de samme ting, tyvene går efter. Det er kun dyre designermøbler, primært lamper og blandt andet ægget, fortæller Lasse Ivanøe, som dog ikke vil gå i detaljer med indbruddene.

 Selvom tyvekosterne er i samme kategori, er det ikke muligt at sige, om indbruddene i Silkeborg har samme gerningsmand, fortæller politikommissæren. 

- Der er ikke en tydelig rød tråd, men vi har en ide om, hvilken retning, vi skal kigge i. Det er ikke indbrud langs én rute, men mere spredt ud i forskellige områder i Silkeborg og omegn., siger Lasse Ivanøe. 

- Det kan være tilfældigt, men det virker ikke umiddelbart til at være det. Så vi er meget opmærksomme på de her indbrud, og forsøger at finde flere fællesnævnere, om det kan være samme gerningsmand, eller om der er flere, der er organiseret i det, siger Lasse Ivanøe.