Højt humør i Silkeborg - men aftenens kamp kan betyde nedrykning

Silkeborg skal forsøge at tage momentum med fra storsejren over OB, når de torsdag aften møder Lyngby i nedrykningsspillet.

20200615-213340-l_53mb.jpg
Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

Humøret er højt som stort set aldrig før i Silkeborg IF, men smilet kan stivne torsdag aften, hvis alt går galt.

For med fem runder tilbage af nedrykningsspillet og 11 point op til SønderjyskE, der ligger på den playoff-givende tredjeplads i nedrykningsspillets gruppe A, kan den flotte 6-0-sejr over OB i seneste kamp vise sig at være skønne, spildte kræfter for Silkeborg IF.

For slår Sønderjyske på udebane OB samtidig med, at Silkeborg spiller uafgjort eller taber på udebane til Lyngby, er holdet fra Søhøjlandet definitivt rykket ud af landets bedste række.

- Jeg har en stor tro på, at vi har trænet vores spillere, så de kan håndtere det. Det er et vilkår, og det er også noget, som man skal have lært, siger cheftræner Kent Nielsen til Silkeborgs hjemmeside.

Derfor går han ind til kampen mod Lyngby med oprejst pande.

- Der er ingen tvivl om, at man godt kan mærke, at det giver noget energi og overskud (at slå OB med 6-0, red.), selvom vi godt har vidst, at vi har været inde i en lang periode, hvor vi har været stærke. Det giver bare noget andet at vinde. Og det skal vi forsøge at bære med videre mod Lyngby, siger han.

12 kampe i træk uden sejr

Ser man isoleret på kampene mellem Silkeborg og Lyngby, er der ikke meget, der taler for, at Silkeborg kan redde en sæson mere i landets bedste række.

I de 12 seneste kampe, de to hold har spillet mod hinanden i officielle kampe, er det ikke blevet til en eneste sejr til Silkeborg.

For at finde den, skal man helt tilbage til den 7. april 2016, hvor Silkeborg på udebane slog Lyngby med 2-0. Dengang scorede Robert Skov og Nicolaj Agger målene. Ingen af dem er i Silkeborg længere.

Respekt for modstanderen

Når Kent Nielsen går ind til kampen mod Lyngby, er det ikke kun med oprejst pande. Det er også med en stor portion respekt for modstanderen og især deres træner, Christian Nielsen.

- Jeg har enorm respekt for det arbejde, som Christian (Nielsen, red.) har lavet med truppen i Lyngby. De har fundet en fin balance mellem nogle unge spillere, som de har givet muligheden, og så en kerne af nogle erfarne spillere, som søger at spille fodbold, siger Kent Nielsen.

Christian Nielsen må til kampen undvære profilen Rezan Corlu, der er ude med karantæne.

Kent Nielsen må dog også se sig om efter alternativer på grund af en karantæne. Det er den dobbelte målscorer fra storsejren over OB, Junior Brumado, der ikke må være med.

Derfor skal en anden frontangriber findes, og her er valget allerede truffet.

- Det bliver Emil (Holten, red.), som kommer til at starte. Han har lavet nogle rigtig fine indhop på det seneste. Han er en anden type end Brumado. Vi får ikke en lige så stærk opspilsstation, men vi får en meget energisk og dybdeløbende angriber, som vi skal forsøge at få udnyttet bedst muligt, lyder det fra cheftræneren.

SIF møder Lyngby torsdag aften klokken 18:00, og kampen kan ses på TV3 Sport.

Stillingen i nedrykningsspillets gruppe A

1. OB: 33 point

2: Lyngby: 32 point

3. Sønderjyske: 30 point 

4. Silkeborg: 19 point