Galleri: Børn og unge med udviklingshandicap på håndboldskole

Lørdag og søndag fik børn og unge med udviklingshandicap for første gang mulighed for at komme på håndboldskole.

For de fleste hænger ordet ’håndboldskole’ sammen med sommerferie. Men i efterårsferien har børn og unge med udviklingshandicap for første gang fået mulighed for at prøve kræfter med sådan en skole.

Lørdag og søndag har Gødvad GIF nemlig slået dørene op til håndboldskole. Det sker i et samarbejde med DHF og Lykkeliga. 

- Vi var til Lykke Cup i Aalborg, hvor alle Lykkeliga-børn var til cup. Der snakkede jeg med en mor, som fortalte, at de tog med der, fordi de andre børn jo skulle på håndboldskole, fortæller Birgitte Henriksen, der er initiativtager bag håndboldskolen.

Søndag var en tryllekunstner forbi håndboldskolen.
Søndag var en tryllekunstner forbi håndboldskolen.
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Samtalen satte tankerne i gang hos Birgitte Henriksen, der tog kontakt til Rikke Nielsen, som står bag Lykkeliga, der samler børn og unge med udviklingshandicap om håndbolden. Både hun og Dansk Håndboldforbund var med på ideen.

quoteI torsdags blev jeg 13 år. Der fik jeg det i gave af vores træner. Hun havde sendt en video til min mor, og da jeg så den om morgenen, græd jeg af glæde, fordi jeg skulle på håndboldskole

Clara Bred

- Så gik det stærkt. Det var i sommers, og nu står vi her i efterårsferien og har Danmarks første håndboldskole for Lykkeliga-børn, fortæller Birgitte Henriksen.

- Jeg græd af glæde

I alt er der 15 børn i alderen 4-16 år på håndboldskolen i Gødvad ved Silkeborg. Børnene kommer fra hele Jylland og de er ikke i tvivl. Håndboldskolen er en succes.

- I torsdags blev jeg 13 år. Der fik jeg det i gave af vores træner. Hun havde sendt en video til min mor, og da jeg så den om morgenen, græd jeg af glæde, fordi jeg skulle på håndboldskole, fortæller Clara Bred, der kommer fra Kruså.

- Jeg har lært meget mere og mødt nogle nye venner, fortæller Mads Therkelsen, der kommer fra Vejle.

Det handler om mere end håndbold

På håndboldskolen handler det hele ikke kun om håndbold. Faktisk er der andre ting, der er lige så vigtige.

- Det handler om fællesskab, lykke og glæde og venskaber på tværs. De møder nogle andre mennesker, siger Birgitte Henriksen.

I løbet af weekenden har der da også været en tryllekunstner på besøg. Derudover har børnene fået mulighed for at køre i en racerbil. Og så var der lørdag aften arrangeret fællesspisning og diskotek, da de, der kom langvejs fra, skulle overnatte til søndag.

Se indslaget om håndboldskolen lige her. 

- Det var megafedt, og jeg gik i hvert fald træt i seng i aftes. Det tror jeg også, at børnene gjorde, siger Birgitte Henriksen.

Det er Gødvad GIF’s egne Lykkeliga-trænere, der har stået for træningen af de 15 børn. Hvis du har lyst til at blive klogere på Lykkeliga, kan du se en hel reportage lige her. 


Læs flere artikler fra Silkeborg eller i kategorien Sport.