Frivillige står bag helt nyt fitnesscenter

Det nyåbnede fitnesscenter er blot det seneste projekt i Bryrup, der er båret af frivillige.

Frivillig1
Foto: Katrine Jensen, TV MIDTVEST

I Bryrup syd for Silkeborg kan man nu svede fedtet af i et frivilligt drevet fitnesscenter.

Og det er takket være en frivillig gruppe på fem, der på et år har sørget for alt fra fondsindsamling, indretning og uddannelse af trænere.

- Der er ikke nogen, der skal tjene på det. Det skal bare lige præcis kunne løbe rundt, understreger en af de frivillige, Rasmus Klercke Pedersen.

Han er formand i fitnessafdelingen i Bryrup Idrætsforening, og han har påtaget sig arbejdet med glæde.

- Det giver bare sådan en grundlæggende glæde at kunne bidrage med noget, siger han.

Men der er heller ingen tvivl om, at det netop er lokalsamfundet, han har gjort det for.

- Der er klart et tilhørsforhold til byen her. Jeg har børn, der bruger fodbold, badminton og har gået til revy. Så jeg har egentlig brugt andre folks arbejde og haft lyst til også selv at bidrage med noget, siger Rasmus Klercke Pedersen.

Rasmus Klercke Pedersen.
Rasmus Klercke Pedersen.
Foto: Katrine Jensen, TV MIDTVEST

Det nye fitnesscenter er langt fra det første projekt i Bryrup, som er båret af frivillige.

- Bryrup er jo en mindre by, hvor meget af den udvikling, der sker, er på frivillig basis. Og jeg synes, det er helt fantastisk at se folk investere tid i det. Og dermed se byen blomstre, siger Brian Urup, der er frivillig i arbejdsgruppen bag fitnesscentret.

- Hvis alle bidrager en lille smule, får vi mange flere oplevelser alle sammen, pointerer Rasmus Klercke Pedersen.