Foreninger kvæles i bankbøvl: - Det er forfærdeligt

Høje gebyrer underminerer økonomien i mange små foreninger. I Thorning betaler lokalrådet næsten halvdelen af sine penge til banken. Nu vil Venstremedlem hjælpe.

Thomas Kirk Ardal fra Thorning undrer sig over, at bankerne tager så høje gebyrer.
Thomas Kirk Ardal fra Thorning undrer sig over, at bankerne tager så høje gebyrer.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

I november sidste år meldte han sig som ny kasserer i lokalrådet i Thorning ved Kjellerup.

- Jeg synes, at byen fortjente det, og jeg håbede på, at vi kunne være med til at gøre en forskel, fortæller Thomas Kirk Ardal.

Men da han så årsregnskabet igennem fra 2021, fik han lidt af et chok. Over halvdelen af posteringerne var gået til banken.

- Det gør det i hvert fald ikke lettere, fastslår han.

Som den eneste indtægt får lokalrådet 6000 kroner fra kommunen hvert år til at lave lokalt arbejde for. Ud af dem gik 2500 kroner til banken i form af gebyrer og renter.

- Det er forfærdeligt. Jeg synes, det er en meget stor procentdel ud af vores meget, meget lave budget. Det er jo næsten halvdelen. Det er rent bureaukrati det hele, siger Thomas Kirk Ardal.

Kristian Pihl Lorentzen fra Venstre vil have ændret reglerne, så det bliver nemmere for foreningerne.
Kristian Pihl Lorentzen fra Venstre vil have ændret reglerne, så det bliver nemmere for foreningerne.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

Lokalpolitisk hjælp

"Hver eneste uge modtager jeg henvendelser fra dybt frustrerede frivillige foreningsfolk, der er ramt af ødelæggende bureaukrati og bøvl."

Sådan indleder Kristian Pihl Lorentzen fra Venstre sit Facebookopslag med overskriften ’Operation red foreningslivet’.

- Det er jo dem, der sidder der ude og laver en masse gode aktiviteter til gavn for alle vi andre. De skal ikke døje med sådan noget bøvl. Vi er ved at kvæle dansk foreningsliv, og det skal vi lave om på, pointerer folketingsmedlemmet.

Derfor vil han have ryddet op i bureaukratiet og de høje bankgebyrer, der bunder i regler med hvidvask.

- Derfor skal vi kigge på, om loven ikke er gået over gevind på nogle punkter. Og måske er der også banker, som overfortolker loven, siger han.

Ifølge bankernes brancheforening, Finans Danmark, så gør bankerne, hvad de kan for at være fleksible.

- Der er mange regler omkring hvidvask, der gør, at administrationen bliver vanskeliggjort. Bankerne vil gerne have tilfredse kunder, udfordringen er bare, at det er reglerne, der gør, at man skal leve op til en forfærdelig masse krav, lyder det fra Kjeld Gosvig-Jensen, der er juridisk direktør i  Finans Danmark.

I Thorning bekymrer den nye kasserer sig for fremtiden for foreningerne.

- Det betyder, at vi ikke har råd til at arrangere ret meget. Det bliver svære at få frivillige til at engagerer sig, siger Thomas Kirk Ardal og fortsætter:

- Hele landet ville se forfærdeligt ud, hvis der ikke var nogen lokalforeninger, fordi det hele går op i bureaukrati og penge.