Flyvende sjællænder: Overså rundkørsel og fløj 35 meter
Politiet har en mistanke om, hvorfor manden overså rundkørslen.
I fuld fart fløj en 55-årig mand i sin bil over en rundkørsel mellem Ans og Fårvang.
Torsdag aften omkring klokken 19 kom den 55-årige, som er fra Hvidovre, kørende ad Viborgvej.
Det oplyser lokalpolitiet i Silkeborg.
Han nåede til en rundkørsel, men i stedet for at bremse op og tage turen rundt i rundkørslen, fortsatte bilisten i fuld fart tværs over rundkørslens helleanlæg, og fløj 35 meter, før han ramte asfalten på den modsatte side.
Her trillede han og bilen et stykke ned ad skrænten, før den lå stille.
- Det gode er, at hverken han eller andre er komme til skade i uheldet, fortæller John Toft, som er politikommissær ved lokalpolitiet i Silkeborg.
Kørte med alkohol i blodet
Politiet ved endnu ikke, om det er hastighed, uopmærksomhed eller andet, der gjorde udfaldet.
Men manden var påvirket af alkohol, da han tog flyveturen over rundkørslen ved Kongensbro.
- Vi når at tage alkotest, og den er positiv. Men vi har også en mistanke om, at han kan være påvirket af andet, så vi tager også blodprøve for medicin og euforiserende stoffer, forklarer politikommissæren.
Da politiet kommer ud til stedet, er manden diffus, men han er ikke kommet alvorligt til skade, fortæller John Toft fra lokalpolitiet. Føreren blev sendt til sygehuset til observation, og senere skal han igen afhøres af poltiet.
Foreløbigt er den 55-årige sigtet for kørsel i påvirket tilstand og for uopmærksom kørsel.
Senere skal også vidner afhøres i sagen, før politiet kan konkludere, hvorvidt manden kan sigtes for hastighedsovertrædelse.
- Man skal jo have lidt fart på, for at kunne flyve over et helleanlæg, men vi kan kun gisne om, hvor hurtigt, han er kørt.