Efter to år som iværksætter: Sørens stensamlere er et hit

I 2019 fik Søren Kristensen en idé, fordi han var træt af at fjerne sten fra marken. Nu kan iværksætteren snart sælge sin maskine nummer 100.

2:14
Søren Kristensen har haft idéen til stensamleren hele livet, og nu er maskinerne blevet en bragende succes.
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

Hvis du er vokset op på et landbrug, har du måske været vant til at skulle samle sten fra marken. Og det har måske ikke altid været lige sjovt.

Sådan havde Søren Kristensen det i hvert fald. Derfor opfandt han en maskine til at klare arbejdet, og nu sælger han dem i massevis.

- Det er jo min store passion, så at det går så godt, det er jo min glæde i hverdagen, kan man sige. Jeg kunne ikke forestille mig at lave andet, siger han.

Stoneless hedder virksomheden, som skal gøre det lettere for landmænd at undgå sten på marken, som kan risikere at ødelægge mejetærskeren.

Idéen mødte modstand, da han startede op for over to år siden, men der skulle mere til at stoppe den entreprenante silkeborgenser.

- Jeg holdt sgu fast i det, og det er jeg ret glad for. Det er jo fantastisk, at sådan en idé, man har i hovedet, kan få lov til at gro, hvis man bare bliver ved, siger Søren Kristensen.

Minimerer arbejdstiden

En af dem, der i dag er den glade ejer af en stensamler-maskine fra Stoneless, er Peter Jensen. Han var dog ikke overbevist om maskinen til at starte med.

- Vi var lidt skeptiske i starten for, om den kunne grave sten op, men det er overhovedet ikke noget problem, det kan den sagtens, siger landmanden fra Kjellerup.

Peter Jensen sparer meget tid på at bruge maskinen fra Stoneless.
Peter Jensen sparer meget tid på at bruge maskinen fra Stoneless.
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

I dag er maskinen en kæmpe hjælp, når der skal fjernes sten fra 300 hektar marker.

- Den er hurtig. Jeg vil tro, vi sparer mellem en tredjedel og halvdelen af den tid, vi ellers ville bruge, siger Peter Jensen.

Ambitioner ud over landegrænsen

Selvom der var skeptikere, så var der også dem, der nærmest fra begyndelsen var stensikre på maskinens potentiale.

Allerede for et år siden var chefen på iværksætterens tidligere læreplads sikker på, at hans lærling havde trukket et af de helt lange strå.

- Nu har jeg selv et lille hobbylandbrug og ved, hvor kedeligt det er at gå og samle sten. Så ingen tvivl om, at det bliver en succes, det der. Det er jeg sikker på, sagde Søren Vestergaard Andersen, der er direktør for Skanroll i Levring, dengang.

Søren Kristensen nærmer sig salget af maskine nummer 100.
Søren Kristensen nærmer sig salget af maskine nummer 100.
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

Forudsigelsen ser ud til at have holdt stik. Søren Kristensen har nemlig fået sine første ansatte, og inden længe begynder han at sælge sine maskiner i Tyskland.

- Med de store ambitioner, jeg har, så for at jeg kan fastholde den store, eksplosive kurve, jeg er i gang med, så ved jeg, at det er nu, vi skal til at rykke ud over grænserne, siger han.

Dermed bliver ambitionen fra dengang opfyldt. Og i dag er planerne for fremtiden som hugget i sten.

- Landbrug over hele verden skal vide, hvad Stoneless er, og hvad vi kan, siger Søren Kristensen.