Dom i sag om dødsvold: Seks års fængsel til begge gerningsmænd

Sidste år blev en mand fundet død i sit hus i Salten ved Silkeborg. I dag faldt dommen ved Retten i Viborg.

2:03
Sagen blev behandlet ved Retten i Viborg. (Arkivfoto)
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Onsdag eftermiddag faldt der dom i en sag fra Salten syd for Silkeborg, hvor to mænd var tiltalt for at have slået og sparket 49-årige Jesper Lindgaard ihjel.

Retten i Viborg besluttede i dag, at både 51-årige René Godskesen og 49-årige Svend Erik Jørgensen skal i fængsel i seks år.

René Godskesen har udbedt sig betænkningstid, mens Svend Erik Jørgensen har anket dommen med påstand om frifindelse,

Begge forsvarere afviste i løbet af retssagen, at der var tale om grov vold, og de pegede i stedet på, at dødsfaldet var et sammenfald af uheldige omstændigheder.

Anklageren gik efter en straf på otte år til begge tiltalte, mens forsvarerne mente, at frifindelse af Svend Erik Jørgensen og tre måneders fængsel til René Godskesen ville være mere passende.

Dræbt i sit eget hjem

49-årige Jesper Lindgaard blev for lidt over et år siden fundet død i sit hus i Salten, der ligger syd for Silkeborg. 

Politiet kom forbi Jesper Lindgaards hus aftenen før, han blev fundet død, efter han selv ringede og fortalte, at han havde fået bank. Skrammerne var på det tidspunkt ikke værre, end at politiet kørte igen. Men næste formiddag blev han fundet død i sin seng med indre blødninger.

Efterfølgende blev René Godskesen fra Them og Svend Erik Jørgensen fra Brædstrup tiltalt for vold med døden til følge.

I løbet af de fem dage i retten, som sagen har varet, har de to mænd afgivet vidt forskellige forklaringer, og på retssagens sidste dag erkendte René Godskesen sig skyldig i vold, mens Svend Erik Jørgensen gik efter en frifindelse.

3:58
Her kan du se et indslag fra sagens første dag ved retten i Viborg.

Økonomisk uenighed første til slagsmål

I retten er det kommet frem, at René Godskesen tidligere havde indgået en aftale med afdøde om, at han skulle flytte ind i et hus, som tiltalte købte, hvis Jesper Lindgaard ville renovere det og senere overtage det.

René Godskesen har forklaret ganske udramatisk, at aftalerne om renoveringen ikke blev overholdt.

Derfor opstod der økonomiske uenigheder, som førte til det slagsmål, der endte med at tage livet af Jesper Lindgaard.

Ifølge René Godskesen var det Svend Erik Jørgensen, der stod for de hårdeste slag og spark. Da anklageren spurgte Svend Erik Jørgensen, var svaret dog det omvendte.

Fælles for dem er dog, at ingen af dem mente, at de tæskede deres 49-årige offer de  til døde.

Retsdagene er blandt andet gået med tekniske undersøgelser og afhøring af vidner.