Cykeltræner blev stukket ned: Politiet kræver 26-årig fængslet

En ung cykelrytter blev påkørt bagfra og hans træner stukket med en kniv. Onsdag er der grundlovsforhør i sagen.

Den voldsomme episode fandt sted her på Vinderslevholmvej ved Kjellerup.
Den voldsomme episode fandt sted her på Vinderslevholmvej ved Kjellerup.
Foto: 24-7 News

Den 26-årige mand, som tirsdag aften blev anholdt efter en voldsom episode på Vinderslevholmvej ved Kjellerup, bliver onsdag fremstillet i et grundlovsforhør, hvor anklageren vil kræve ham varetægtsfængslet.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet sigter den 26-årige for at have påkørt en cykelrytter bagfra. Den unge cykelrytter var ude på en træningstur sammen med sit hold fra SIF Cykling.

Efter påkørslen opstod der ifølge politiet tumult, og cykelholdets 53-årige træner blev stukket i maven med en kniv.

Bilisten er nu sigtet for at overtræde straffelovens paragraffer om grov vold og for at forvolde fare for andres liv eller førlighed.

Cykeltræneren blev kørt til sygehuset, men politiet oplyser, at han er uden for livsfare. Cyklisten, der blev påkørt, slap med skrammer og havde ikke behov for at komme på skadestuen.