Brandbil væltede under udrykning

Vejen mellem Thorning og Kjellerup er spærret frem til klokken cirka 18 onsdag aften. Årsagen er en væltet brandbil, som væltede under udrykning.

En brandbil fra Midtjysk Brand og Redning spærrer Vattrupvej mellem Thorning og Kjellerup. Brandbilen væltede under en udrykning. (Foto: Peter Erfurt, 24-7 news)

Klokken 14 onsdag eftermiddag væltede en tankvogn fra Midtjysk Brand og Redning i forbindelse med en udrykning til en brand.

- Jeg ved ikke, hvorfor den væltede. Men jeg kan oplyse, at chaufføren rutinemæssigt blev kørt til hospitalet. Han er ikke kommet til skade, fortæller indsatsleder fra Midtjysk Brand og Redning, René Nikolajsen.

Frem til klokken cirka klokken 18 vil Vattrupvej mellem Thorning og Kjellerup være spærret omkring Neder Kjærsholm Hovedgård.

- Lige nu venter vi på at få et køretøj frem, så vi kan få rejst tankvognen op, fortæller René Nikolajsen.

Tankvognen var fyldt med 8000 liter vand, som er løbet ud af tankbilen.

Midtjysk Brand og Redning oplyser, at den væltede tankvogn ikke fik indflydelse på branden, den var på vej ud til.

- Den blev slukket med det mandskab, som ankom til branden fra en anden station, fortæller indsatsleder René Nikolajsen.