Bølge af indbrud: Tyve er gået efter designermøbler

Flere steder i landsdelen er tyvene sluppet afsted med dyre møbler og lamper

Designer møbler
Grafik: Esben Kock Jensen, TV MIDTVEST

Flere midt- og vestjyder blev i weekenden udsat for indbrud, og politiet vil ikke udelukke, at der kan være en sammenhæng.

I Sejs-Svejbæk sydøst for Silkeborg blev to villaer udsat for indbrud i tidsrummet fra fredag aften til søndag aften.

- En terrassedør blev brækket op med et koben, siger politikommissær Kenn Jensen fra lokalpolitiet i Silkeborg.

I den ene villa blev der stjålet designmøbler, bordlamper og stole, mens det i den anden var designstole og loftlamper, tyvene gik efter.

- Det er alt sammen designerting af høj værdi, pointerer politiet, som nævner ”Ægget” og "Svanen”, der er designet af Arne Jacobsen, som nogle af de stole, der er stjålet.

I Lem Stationsby mellem Ringkøbing og Skjern blev der stjålet to PH-lamper.

- De har en samlet værdi på omkring 20.000 kroner, siger politibetjent Peter Christensen fra lokalpolitiet i Ringkøbing.

Også i Ulfborg var der kvalitetsbevidste tyveknægte på spil. Her blev der stjålet to designerlamper fra et sommerhus.

Alle tre steder har politiet sikret sig DNA-spor.

Lokalpolitiet i Silkeborg opfordrer borgere til at tænke sig om, hvis de bliver tilbudt de normalt dyre designprodukter til spotpris.

- Man må gerne være opmærksom på, at det meget vel kan være tyvekoster, siger Kenn Jensen fra lokalpolitiet i Silkeborg.