Asylansøger meldte sig selv

Sigtes for indbrud i en landejendom, hvor de to gerningsmænd blev fanget af et overvågningskamera.

Haanjern-Paa_0_0.jpg

En 25-årig mand fra Irak, der har været efterlyst for et indbrud i en landejendom på Buskhedevej mellem Bording og Silkeborg, valgte mandag at melde sig selv til personalet i Sandholmlejren på Sjælland.

Den 25-årige blev herefter overført til lokalpolitiet i Silkeborg og vil tirsdag blive fremstillet i et grundlovsforhør ved retten i Viborg, hvor anklageren vil kræve ham varetægtsfængslet.

Han er nu sigtet for indbruddet på Buskhedevej den 13. juli, hvor to mænd gennemrodede huset og stjal penge, smykker og en møntsamling. De to gerningsmænd blev fotograferet af et overvågningskamera, og politiet valgte kort efter indbruddet at offentliggøre billederne.

Offentliggørelsen gav bonus den 25. juli, da en 20-årig mand fra Albanien blev anholdt og senere varetægtsfængslet, og mandag valgte den 25-årige iraker altså at gå til politiet.

Den 25-årige har ifølge lokalpolitiet i Silkeborg status af asylansøger og har tidligere fået en udvisningsdom for vold.