Anklager om dom efter dødsulykke i Ans: - Trist og ulykkelig sag

Anklageren er tilfreds med straffen, da den sender et signal om, at det er en alvorlig forbrydelse, når passagerer i en bil kommer til skade.

Jakob Kjær er anklagerfuldmægtig hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Jakob Kjær er anklagerfuldmægtig hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

En 23-årig mand blev ved Retten i Viborg onsdag idømt et år og ni måneders fængsel for uagtsomt manddrab under påvirkning af alkohol og med meget høj fart i en bil.

Ulykken skete i maj i 2019, og i dag blev manden altså dømt fængselsdommen samt frakendelse af kørekortet i seks år.

Den straf er anklagerfuldmægtig Jakob Kjær fra Midt- og Vestjyllands Politi tilfreds med, da han havde påstået en straf i niveauet et år og ni måneders fængsel til to år.

- Det er først og fremmest en trist og ulykkelig sag, siger han og fortsætter herefter med at beskrive, hvorfor straffen blev udmålt i det niveau.

- Jeg tænker, at det er en alt for høj fart sådan et sted. Det afspejler straffen også i dag, at det er alvorligt, når man kører så hurtigt sådan et sted. Særligt når der også er alkohol indblandet.

Den dømte fik ved ulykken en blodsamling ved lungerne, mens 25-årige Rasmus Skødt, der var passager i bilen, afgik ved døden.

Den 23-årige kørte bilen med høj fart ind i en bropille.
Den 23-årige kørte bilen med høj fart ind i en bropille.
Foto: Peter Erfurt, 24-7news

Straffen sender signal

Hverken spirituskørsel eller for hurtig kørsel giver normalt en lang fængselsstraf. Men når de to ting kombineres med uagtsomt manddrab, bliver straffen hård.

Det er også et af de signaler, der har været vigtige for anklageren at sende med straffen.

- Som udgangspunkt skal man ikke i fængsel i et år og ni måneder, hvis man kører for stærkt. Men det er kombinationen af det, der sker, og omstændigheder for, at man har kørt for stærkt. Det er en blanding af det hele, siger han og fortsætter:

- Det vigtigste for mig er det signal, der bliver sendt. For selvom afdøde befandt sig i den bil, der forulykkede, og det derfor ikke er en udefrakommende, der kom til skade, at det stadig er en alvorlig forbrydelse, og at der bliver fastsat en hård straf.

Det var på mange måder en særlig sag, forklarer Jakob Kjær.

- Fordi afdøde befandt sig i den bil, som forulykkede. Det var ikke en udefrakommende i en modkørende bil eller en fodgænger. Personen var i den bil, der forulykkede og kørte for stærkt.

Den dømte har anket sagen til landsretten.