Ægtepar kæmper for at holde vandmasserne ude - savner hjælp fra kommunen

Flere fra nærområdet er strømmet til for at hjælpe ægteparret i Lysbro, efter Anette Mouritsen lavede et opslag på Facebook.

Ægteparret Anette Mouritsen og John Mikkelsen kæmper mod vandmasserne i Silkeborg.
Ægteparret Anette Mouritsen og John Mikkelsen kæmper mod vandmasserne i Silkeborg.
Foto: Marc Killigren, TV MIDTVEST

De seneste dage har ægteparret Anette Mouritsen og John Mikkelsens tanker kun kredset sig om én ting: Vand.

Og med udsigten til mere regn glæder ikke. For det drejer sig kun om ganske få centimeter, før de må give fortabt i kampen mod vandmasserne.

- Syv centimeter vand mere, så går strømmen, og så har vi ingen pumper – så får vi vand ind. Så er det helt ligegyldigt, siger John Mikkelsen.

Med vejrudsigterne, hvor nogle prognoser truer med helt op til 40 millimeter regn de kommende dage, er der altså sorte skyer i horisonten i mere end én forstand.

"Kommunen har ikke gjort sit arbejde"

Det er vand fra Langsø i Silkeborg, der centimeter for centimeter har oversvømmet ægteparrets have og nu er ved at søge ind mod deres hus.

En sluse i søen viser, ifølge ægteparret, at der er hjælp at hente, hvis der blive åbnet bare en smule. Derfor har de kontaktet kommunen, men der var ingen hjælp at hente.

- Der er et lovbestemt flodmål i forhold til niveauet af vand i slusen, og den siger kommunen, at de ikke kan gå på kompromis med. Så de vil ikke hjælpe os med at regulere det. Hvis de bare kunne holde lidt vand tilbage, ville vandet her ikke stige, siger Anette mouritsen.

Ægteparret har haft problemer flere gange i den tid, de har boet der.

At det igen rammer dem, kunne der godt have været gjort noget ved.

- Det er fordi, man ikke har gjort sit arbejde i kommunen for år tilbage. Det her er jo ikke første gang. Det er sket før, siger Anette Mouritsen. 

I Silkeborg Kommune fortæller borgmester Steen Vindum, at kommunen har stor fokus på problemerne med oversvømmelser - både nu og i fremtiden. 

- Jeg er enig i, at man kunne have gjort mere i fortiden. Vi kunne godt have for eksempel skåret mere grøde i Gudenåen - og det kommer vi forhåbentlig også til at gøre i fremtiden. Men jeg må også bare sige, at uanset, hvad vi havde gjort, så ville det ikke have ændret den situation, vi står i lige nu.

- Man er nødt til at se på, hvad der sker i landet i øjeblikket. Sitautionen vi står i lige nu er helt ekstrem, og det er vand fra oven, der er problemet, og det er vi desværre ikke herre over i kommune, lyder det fra borgmester Steen Vindum. 

Der skal mange sandsække til for at holde vandet i skak.
Der skal mange sandsække til for at holde vandet i skak.
Foto: Marc Killigren, TV MIDTVEST

Hjælp fra nabolaget

Heldigvis har Anette Mouritsen og John Mikkelsen fået hjælp fra anden side.

- Jeg skrev på Facebook til folk i vores område, om der var nogen, der kunne komme og hjælpe – og så væltede folk ind. Det er fantastisk, at der er mennesker, der kan træde hurtigt til, fortæller Anette Mouritsen.

Siden har de to fået hjælp til at fylde sandsække, gøre klar til mere vand og en masse andet.

Mange af dem, der hjælper til, bor i nærheden, så de ved, hvordan vandet kan stige og gøre livet problematisk.

Derfor får det de store følelser frem hos Anette Mouritsen.

- Det er fantastisk og meget rørende, at folk tropper op, når de har fri fra arbejde, og giver en hånd med. De forstår, hvilken situation man står i.